Sommerhøjskole i Brønshøj og MiniKonfirmander

                                                      Sognecentret 2                                                         

Der er mange tilbud i Brønshøj-Husum, men højskole er ikke en af dem. Det rådes der nu bod på, når Brønshøj Sommerhøjskole slår dørene op. Det sker i weekenden 26. til 28. august i og omkring Brønshøj Sognecenter. Temaet er ”Protest!”, og dette tema vil blive belyst fra mange forskellige vinkler. F. eks.  vil journalist og USA-kender Jørgen Dragsdahl fortælle om populisme og proteststemmer ud fra fænomenet Donald Trump, og debattør Geeti Amiri vil give et indblik i kvindekampen i minoritetsmiljøer. Der er også foredrag om protestens psykologi og om protestbevægelserne i DDR, der førte til murens fald, på plakaten samt film og koncert i kirken – med protest-sange naturligvis.

Sognepræst Peter Nejsum, der står bag sommerhøjskolen, fortæller om baggrunden: ”Folk har så travlt med arbejde, indkøb, madpakker og dagligdagens trummerum. Her er et tilbud, hvor man kan rive tre dage ud af kalenderen, blive klogere på livet, og få udvidet sin horisont, i den bedste højskole-ånd.” Han oplyser, at der stadig er ledige pladser. Det koster 600 kr. at være med, inkl. aftensmad de tre dage.

Tilmelding til kirkekontoret på tlf.: 3828 2505.

Det fulde program kan ses på Brønshøj Kirkes hjemmeside:  www.bronshojkirke.dk

MiniKonfirmander  i Brønshøj Kirke

                                                      092

Den 12. september starter Brønshøj Kirkes nye hold af minikonfirmander.

Gennem et forløb der strækker sig over 11 gange skal ”mini’erne”  lære kirken og kristendommen at kende gennem sang, leg, kreative aktiviteter og gode historier. Der er juleafslutning mandag den 28. november.

Man har mulighed for at fortsætte efter jul  – her startes op igen mandag den 11. januar 2017.

Det er muligt at blive minikonfirmand i Brønshøj Kirke, hvis man går i 3. klasse på Brønshøj Skole eller på anden vis har en særlig tilknytning til sognet.

For mere information kontakt kirke- & kulturmedarbejder Charlotte Maria Rasmussen på tlf.: 3828 2506

eller mail: cmr@bronshojkirke.dk