Stadion gjorde det - bankede topholdet Team Køge i gyserkamp !

HÅNDBOLD: Efterårets topbrag i 2. division hos håndboldherrerne blev en stor succes for Stadion, der på udebane i Køge Hallen besejrede rækkens nummer 1 Team HB-Køge med 23-22 efter et tæt og meget intenst opgør. Sejren betyder, at vore lokale håndbolddrenge nu kun er et enkelt point efter duksene. Var det derimod blevet til nederlag, havde Køge for alvor trukket fra. Det var Stadions 8. sejr i 11 kampe, og det hele ser faktisk meget lyst ud.

Optakten til opgøret var nøjagtigt, som hjemmeholdet havde proklameret. Fest og farver samt en totalt proppet Køge hal. Og selve kampen blev en uhyggelig gyser, hvor tingene først var afgjort, da dommeren fløjtede af.

Stadion kom godt fra start og førte 2-0, men herefter var det en meget lige forestilling med føringer til begge hold. Ved pausen stod det 13-12 til gæsterne. Det kørte efter samme koncept i 2. halvleg, men med 10 minutter før tid førte Stadion med 3 mål. Igen blev det tættere, før Stadion atter trak fra og bare små 3 minutter før tid, var brønshøjholdet igen oppe med 3. Så opstod der for alvor dramatik. Stadion fik en mand udvist, og kort efter reducerede Køge. Med kun 5 mand og en mandsopdækket Michael Jensen så det svært ud. Alligevel fik Stadion en stor chance, men brændte. Og så kom Team Køge igen nærmere, da de scorede på en kontra. De sidste 30 sekunder var nærmest uudholdelige. Stadion var fortsat kun 5 i marken, men blev dog fuldtallig i nogle sekunder, før blev holdet ramt af endnu en udvisning. I de døende sekunder fik Køge udlignet, men målet blev korrekt underkendt for overtrådt, og dermed kunne Stadion spillerne række armene jublende i vejret. 23-22 på udebane – og hvilken optakt til julefrokosten i aften i klublokalerne i EnergiCenter Voldparken.

Stadion vandt også antallet af udvisninger. Her blev det 8-2, og om det så var i orden kan nok diskuteres. Men dommerne annullerede trods alt hjemmeholdets sidste forsøg, så vi lader det blive ved det.

Kæmpe tillykke til Stadion – hvilken super præstation !

På lørdag kl. 14.30 i Bellahøj Hallen spilles årets sidste kamp. Det er mod FIF. I virkeligheden er det faktisk den første kamp i forårssæsonen. Tidligere på efteråret vandt Stadion med en enkelt pind i Frederiksberg Hallen mod FIF.