Stadion ramte ikke dagen og tabte til et bedre hold
HÅNDBOLD: Det gik ikke for Stadion i lørdagens vigtige topkamp i Bellahøjhallen mod Team HK Køge. Det sjællandske mandskab spillede bedst og vandt en fortjent sejr på 27-23 efter 14-10 ved pausen.
Hallo – hvilket dejligt syn. Der var tæt besat på tilskuerpladserne og høj stemning.
Det skete for øjnene af en fyldt Bellahøjhal, hvor omkring små 400 tilskuere var med til at skrue stemningen i vejret. De fleste viste sig imidlertid at komme fra Køge, som havde hyret to store busser til at køre dem til Bellahøj, og de formåede ind i mellem at overdøve hjemmepublikummet. Men intenst og festligt var det. Bare ærgerligt, at det igen skete på en dag, hvor Stadion ikke ramte niveauet. Gennem hele kampen var de gul/grønne et skridt bagefter, virkede lidt tungere og tøvende.
På dagen var Team HK Køge bedst, og derfor er oprykningen fortjent. Stadion var presset det meste af kampen.
I første halvleg fulgtes holdene ellers pænt ad. Men kort før pausen rykkede Køge fra og førte 14-10 efter de første 30 minutter. Meget bedre blev det ikke i anden halvleg, hvor det helt tydeligt var HK Køge, der var toneangivende. På et tidspunkt førte gæsterne så komfortabelt, at kampen faktisk var afgjort. det lykkedes dog Stadion at pynte på det endelige slutresultat 27-23 til Team HK Køge, der dermed rykker direkte op i første division.
Det er ikke hver dag, man kan opleve det næsten håbløse i at få en parkeringsplads tæt på Bellahøjhallen. Men det var tilfældet lørdag eftermiddag, da Stadion mødte Team HK Køge.
Stadion derimod skal nu i play-off kampe, og dermed er sæsonen udvidet med mindst en må¨neds tid.