Stadion spillede ikke prangende - men den onde ånd Øresund blev besejret

HÅNDBOLD: Som lovet bringer vi her flere enkeltheder fra kampen mandag aften i Bellahøjhallen mellem Stadion – Øresund.

                                                                         
                                                            images                                                                  

I sær første halvleg var langtfra prangende. Der var simpelthen for mange bump på vejen. De sidste par år har netop Øresund udviklet sig til at være Stadions onde ånd, og da begge holds trænere er bedste venner rent privat, så er der altid et par uventede ting i ærmet, når kampene begynder. Mandags kampen var ingen undtagelse. Her startede Øresund med at mandsopdække Stadions to backs, mens man lod Michael Jensen være i fred. Det skabte total forvirring. Samtidig spillede Øresund med to strege, hvilket også gav en masse problemer. Dog fandt gæsterne hurtigt ud af, at lige Michael Jensen skal man ikke lade stå udækket ! De første 30 minutter var således lidt af en rodet forestilling, og Øresund kunne gå til pausen med en føring på 15-14.

Uden at imponere fik Stadion mere fat i anden halvleg. Godt nok havde Øresund en storskytte, som havde heldet med sig denne aften, men da der manglede omkring et kvarter af kampen, var det ligesom de granvoksne gæster begyndte at miste pusten. Samtidig skyggede man deres topscorer, hvilket betød, at Stadion begyndte at komme i kontrol. Hjemmeholdet rykkede for alvor og kunne slutte kampen med en sikker 28-23 sejr. Anden halvleg var godkendt – og resultatet var en lettelse for Stadion, som i forvejen var lidt betænkelig ved denne opgave. Torsdags- og mandags kampene gav trods alt maksimalt udbytte, så de lokale håndboldhelte er stadig stabilt og godt kørende. Vi skal også lige tilføje, at de to dommere i kampen gjorde det glimrende.

På søndag venter en grim opgave i Rødbyhavns Sportshal kl. 13.45, når Team Sydhavsøerne 2 tager imod Stadion. Da hjemmeholdets bedste mandskab ikke spiller den dag, kan Stadion godt belave sig på, at flere spillere der fra vil blive brugt. Men det må trods alt give en del optimisme, når man ligger på en delt førsteplads i rækken – og så skal vi jo ikke glemme, at Stadion faktisk vandt sidste års kamp i langtbortistan efter storspil !!

03-11-15