To store spillere fra hver sin generation er fortjent blevet hædret af Brønshøj Boldklub
De to nye på Brønshøjs Wall Of Fame – Erik Nielsen og Leif Sørensen
Brønshøj Boldklub var forleden vært for et festlig arrangement i en helt speciel anledning. Der skulle tilføjes to nye portrætter og navne til klubbens Wall of Fame.
tekst og foto: Christian Haslund
Fire navne befandt sig allerede på den famøse væg i klubbens domicil, nemlig de tre tidligere storspillere Per Røntved, John Bengtsson og Ove Andersen, og så havde den tidligere formand gennem mange år, Finn Ryberg også fået en plads, ikke som fodboldspiller, men for sit store virke i klubben. Ved arrangementet forleden fik de så selskab af endnu to stjernespillere i de sort/gule farver, Leif Sørensen og Erik ”morfar” Nielsen.
Begge lige fortjent til den fine plads. Der er tale om to generationers stjerner.
Erik Nielsen med kælenavnet “morfar” opnåede 329 førsteholdskampe og scorede 153 mål i perioden 1955-1971. Derudover har han spillet 5 U-landskampe, 3 B-landskampe samt en enkelt A-landskamp i 1962 mod DDR.
Leif Sørensen spillede i perioden 1975-1989 345 førsteholdskampe, hvor han scorede 67 mål.
I 1979, 1985 og 1987 blev han kåret til årets spiller i Brønshøj Boldklub, og i 1988 fik han tildelt prisen “Årets idrætspræstation i Brønshøj-Husum. Det skal også tilføjes, at Leif Sørensens navn stod på Sepp Pionteks blok i en lang periode, dog uden at det blev til nogen landsholdsplads. Den elegante BB’er manglede lige det sidste speed i at blive udtaget.
Et af BB’s stærkeste makkerpar i midterforsvaret nogensinde, Leif Sørensen og Kent Nielsen fik sig en hyggelig snak om dengang, de begge var på toppen. Mon ikke Kent er næste emne til den fine væg ?
Næsten 100 mennesker var mødt op til den festlige begivenhed, og mellem deltagerne var, udover aftenens to hovedpersoner, mange tidligere spillere, bl.a. John Bengtsson og Per Røntved – der jo begge er at finde på Wall of Fame – samt selvfølgelig også Erik Nielsen to sønner, Tommy og Kent.
Formand Jan Juul Jørgensen kom i sin tale med mange rosende ord til Erik Nielsen og Leif Sørensen. Sidstnævnte har han jo selv spillet sammen med på divisionsholdet.
Også Per Røntved var blandt deltagerne på denne aften. Her får han en snak med Erik Nielsen.
De to hovedpersoner holdt også selv en takketale hver, inden de fik overrakt deres portrætter. Selskabet rykkede derefter ud i den lange gang, hvor billederne blev hængt op i det blitzende lys fra kameraer og mobiltelefoner.
Resten af aftenen forløb med hygge, snak og mon ikke også der blev fortalt en historie eller to af de tidligere hvepse-stjerner om fortidens bedrifter.
Og til sidst en historie, som Erik Nielsen afslørede på denne festaften.
16. juli 1960 skete den største ulykke i dansk fodbold. Et fly med 8 unge fodboldspillere styrtede ned i Kastrup Lufthavn på vej til en træningskamp i Ikast.
Efter afbud fra Ole Madsen var Erik Nielsen blevet udtaget. Dette var alle tiders chance for en mulig udtagelse til OL samme år i Rom.
Imidlertid havde Erik reddet sig noget halsbetændelse, og lå og hvilede sig hjemme hos sin mor. Da han vågnede, sagde hans mor, at hun altså havde meldt afbud på hans vegne, hvilket Erik blev tosset over, men det reddede altså hans liv.
Da han senere samme dag fik den frygtelige besked, var dette, ifølge Erik Nielsen, en meget stærk oplevelse.
PS. I stedet blev udtaget Søren Andersen fra Frem, der således kom med efter to afbud – og forulykkede.