- Vi glæder os til igen at se revygæster fra Brønshøj-området, siger "Mr. Sønderborg Revy" - Leif Maibom

Der har gennem efteråret og vinteren været arbejdet ihærdigt på den kommende Sønderborg Revy, ja faktisk lige siden sidste års succes sluttede. Mange ting skal nemlig gå op i en højere enhed. Ikke mindst skal man jo sikre sig de helt rigtige navne til den næste revy.

2700-netavisen fik forleden klemt en lille snak med revydirektør og skuespiller Leif Maibom ind midt i travlheden i det sønderjyske velvidende, at revyen glædeligvis har mange tilhængere i netop Brønshøj-området. Og der bliver noget at glæde sig til, lover Maibom, som her fortæller lidt om sit revyhold anno 2015:

Det er fem garvede skuespillere, der skal lokke publikum til Danmarks trejde største sommerrevy i Sønderborg. – Og det der med at lokke publikum til, er ikke svært, fortæller revydirektør Leif Maibom. – Vi har igen i år et super forsalg, og vi har indtil nu solgt langt over 60 procent af de 20.500 billetter. Og tempoet er ikke sat ned, så vi regner med at ha´ solgt 70-80 procent af alle billetterne inden premieren den 30. maj.

IMG_1430

2700-netavisen var naturligvis i Sønderborg sidste år, hvor Leif Maibom præsenterede en super underholdende revy. Her ses revydirektøren med netavisens redaktør. – Jeg håber igen at se mange gæster fra Brønshøj, som år efter år tager turen til det sønderjyske for at få et grin, siger Maibom.

Leif Maibom mener selv, at HOLDET 2015 nok er et af de stærkeste – måske det stærkeste – revyhold han nogensinde har præsenteret i Sønderborg i revyens 34. årige historie.

Flemming Jensen – (Tidligere Årets Revykunster, Årets Revyforfatter og Årets Æreskunstner) – er på toppen i revyen for 4. gang. Alle husker hans første år, hvor han lavede en skøn parodi som en tryllende Angela Merkell, og han har lovet, at han vil tage den tyske kansler op igen. Med endnu mere vanvittigt trylleri med penge og politik.

Pernille Schrøder – (Tidligere Årets Revykunstner) – er med i revyen for første gang. Men hun har sandelig ikke ligget på den lade side, siden hun modtog den fine pris. Hun har fået publikum til at juble i Cirkusrevyen, Nykøbing F. -revyen og Revyperler – bare for at nævne et par stykker.

 

                        Sønderborg 2015

                                         Sådan ser årets revyplakat ud til den kommende sæson

Lone Rødbroe – (Kåret Årets Kvindelige Revykunstner i TV Charlies Revygalla) – Lone er tilbage i Sønderborg, hvor hun gennem 8 år lagde publikum ned med sin fantastiske udstråling, skønne komik og musikalske gennemslagskraft.

Karsten Jansfort vender også tilbage. Vi skal dog helt tilbage til 1998 for at møde Karsten i Sønderborg. Siden har han været hyperaktiv i revyerne i Hjørring, Nykøbing F, Esbjerg m. fl.

Leif Maibom – (Årets Revyforfatter 2 gange) – revyens grand old man, der for 34. gang står på brædderne i Sønderborg. Altid garant for et godt grin, ikke mindst når hans signaturfigur Thorleif kommer på scenen og fortæller om nye oplevelser med konen Ragnhild Margrethe.

a - revy 5

Man skaber ikke en så stor en revytradition og succes alene. Med sig hele vejen har Leif Maibom haft sin bedre halvdel Johnna – og hun er stadig en vigtig del af det hele.

Thomas Pakula står igen i spidsen for revyens 4 mands liveorkester, og til at holde sammen på det hele, – få skuespillerne ind og ud af scenen uden at de går ind i hinanden, – har Leif Maibom hyret Per Pallesen som instruktør. Og det er så sandelig en langt mere end dreven teater- og revyrotte, der her er gået i fælden. Det var jo Per, der bankede Hjørringrevyen op til en kæmpe succes, og siden har han været nærmest symbol på underholdning med kvalitet.

Der er tre forpremierer den 27.-28. og 29. maj. Premieren er den 30. maj, og herefter spiller revyen frem til og med lørdag den 25. juli. Der er dog mulighed for at forlænge sæsonen, hvis billetsalget fortsætter på samme måde.

BILLETBESTLLING Online døgnet rundt via revyens hjemmeside www.sommerrevy.dk eller mail til billet@sommerrevy.dk.

På hjemmesiden oplyses også om telefonåbningstider. Ring på 74 42 87 02. Revyen har også sin egen facebook side – Sønderborg Sommer Revy hvor der løbende kommer opdateringer om revyen, skuespillerne, billetsalget m.v.