Fødselsdag - 2700-netavisen går ind i sin 5. årgang

     5. årgang

Ved denne tid for fire år siden fik Brønshøj-Husum sin første rigtige netavis.                                   2700-netavisen så dagens lys, og der er virkelig blevet taget positivt imod os. Således har vi lige taget hul på 5. årgang !

Det har overgået vore største forventninger, og vi er meget glade for at kunne deltage i nyheds- og historie formidlingen i bydelene.

På de fire år har netavisen blandt andet uddelt tre idrætspriser og to 2700-bydelspriser. Vi har naturligvis udnyttet den kæmpe fordel det er, at kunne bringe artikler på nettet med meget kort varsel. Og så har vi den store fordel, at vores lokalkendskab er optimalt. Netavisens redaktør har alene 40 år på bagen som formidler i området, og så har vi på det sidste fået tilgang af en anden virkelig lokal kender, Kaare Vissing. Men vi har mange skrivende sympatisører, og det takker vi meget for. Også på fotosiden er der flere behjælpelige, som gerne vil støtte netavisen. Så selvom der i realiteten kun er en enkelt fast mand i redaktionen, så kører det.

Vi har også mærket større og større interesse i tidens løb. Fra nulpunktet i starten er vi oppe på omkring 4.000, som dagligt kigger i netavisen. Det er med til at puste endnu mere liv i tingene, og vi vil bestræbe os på at leve op til fremgangen. Desværre er der fortsat en del i området, som endnu ikke har fundet ud af eller vil acceptere, at Brønshøj-Husum har en netavis, men det kan jo komme. Vi bygger det hele på kærlighed til bydelene og en lokalpatriotisme lige fra hjertet.

Og så skal man endelig ikke glemme, at 2700-netavisen har redaktion i lokalområdet – nemlig midt på Husum Torv ….

Tak for de første 4 år !