Bellahøj Kræmmerfestival fik succes - vejret artede sig

Mange måneders arbejde fra lokale sportsklubber i lokalområdet blev heldigvis kronet med held, da der i weekenden var kræmmerfestival på Bellahøj. Vejrguderne rystede ellers med sablen, men artede sig, og så kunne mange mennesker hygge sig på markedspladsen.

Selv da det var gråvejr, var besøget pænt

Netavisen har talt med en af de mange aktive involverede, Henrik Haslund, som var ansvarlig for BB’s aktiviteter de tre dage, og ud fra hans betragtninger, gik det hele fint. Henrik fortæller:

– Efter en halvsløj fredag, var det to fantastiske dage lørdag og søndag. Masser af mennesker, kunder i alle staderne, og god musik. Man kunne ligefrem mærke den gode stemning når man gik rundt på pladsen.

                                                   Henrik Haslund – godt tilfreds

Vejret var jo med Kræmmerfestivalen, og det er en afgørende faktor for succes. Men også den væsentligt forøgede markedsføring af festivalen har helt sikkert spillet ind.
Der blev slæbt mange ting med hjem, og selv om kræmmerne ikke er folk af mange ord, så var de jeg talte med, meget tilfredse med weekenden. Så må vi håbe, at de vender tilbage næste år.
Hvepse fra Brønshøj Boldklub sad i den ene af flere indgange, og der blev vekslet mange hyggelige ord og sjove bemærkninger. Så langt de fleste var positive, dog var der enkelte der synes, at der godt kunne være flere stader.


Jeg ved, at organisationen bag Kræmmerfestivallen, der for øvrigt består af frivillige og gør et fantastisk stykke arbejde, arbejder hårdt på dette, og tror på at kurven bliver knækket til næste år.
Som repræsentant for Brønshøj Boldklub er det bare at sige en stor tak til alle de besøgende, til alle de frivillige samt organisationen bag Kræmmerfestivallen.
Vær sikker på, at ungdommen i BB og de 4 øvrige idrætsklubber (Husum Boldklub, Freja, Union og Stefan) får stor glæde af de penge, der kommer ud af dette, slutter Henrik Haslund.