Hvad sker der dog på Gadelandet - ingen parkerede biler i flere uger

Et temmelig sjældent syn nu om dage ..

Jamen svaret er ganske enkelt. Der er sommerferie på Radiometer. Billedet er taget i sidste uge, så det varer sikkert ikke længe, før Gadelandet igen er proppet med parkerede biler både ved fortovet foran bygningen samt mellem træerne på græsarealet ved Husum Idrætspark. Det kan tilmed være så slemt, at man også tager Kobbelvænget med. Det gør ikke den almindelige daglige trafik nemmere, og på netavisen har vi faktisk modtaget flere klager gennem de seneste måneder. Vi må dog henvise til Radiometer, da det er deres medarbejdere, som parkerer udenfor firmaets eget område. Fra kolonihaven ved Husum Idrætspark er der også kommet klager, fordi udsynet er stærkt svækket på grund af parkerede biler mellem træerne på græsarealet.

Det er kun et spørgsmål om kort tid, før der igen ser sådan ud i dagtimerne i Gadelandet, hvis det ikke allerede er begyndt ..

Og egentlig pudsigt, at der ikke er gjort noget ved problemet. Politiet patruljerer jo flere gange dagligt i området, men uden at foretage sig noget.