Meld dig til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling søndag den 8. april

Den danske kræftoverlevelse ligger nu i top i verden. Der er sket markante fremskridt gennem de seneste 15 år. Det er godt, for stadig flere danskere rammes af sygdommen. Bak op om kræftsagen, og meld dig til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling søndag den 8. april

Fire kræftplaner, indførelsen af kræftpakker og tæt opfølgning på, om patienter over hele landet kommer i behandling til tiden samt nye og bedre behandlinger. Det er nogle af forklaringerne på, at den danske kræftoverlevelse er steget markant gennem de seneste 15 år. En international undersøgelse har netop vist, at den danske kræftoverlevelse nu ligger i top på verdensplan.

– Det er fantastisk læsning. Det viser tydeligt, at det arbejde Kræftens Bekæmpelse gør for at sætte fokus på kræftpatienternes sag virkelig nytter, siger Bettina Therkelsen og Janni Rytsel fra Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Brønshøj og Husum og fortsætter:

– Og fremgangen er vigtig, for stadig flere danskere får desværre hvert år konstateret kræft. i hele landet forventes i 2018 godt 38.000 at blive ramt af kræft i år. Derfor er det vigtigt, at så mange som muligt er på gaden søndag den 8. april og hjælper os med at samle penge ind til forskning, til forebyggelse, til støtte patienter og deres pårørende og til det vigtigt politiske arbejde, Kræftens Bekæmpelse gør.

– Vi skal intensivere forskningen og udviklingen for at fastholde den positive udvikling. Derfor vil vi opfordre alle her i Brønshøj/Husum til at hjælpe, enten ved at melde sig som indsamler eller ved at have penge klar til den indsamler, som kommer forbi søndag den 8. april, slutter Bettina Therkelsen og Janni Rytsel fra lokalafdelingen i Brønshøj og Husum

Du kan melde dig som indsamler på tlf. 7012 2018 eller på www.indsamling.dk.