Mere lokalhistorie: Da byldepesten hærgede i Brønshøj

Vi fortsætter her serien om det gamle Brønshøj ud fra Poul Moes bog om bydelen fra 1949. I dag drejer det sig om dengang byldepesten hærgede – samt lidt om bydelens grænser …

Her ses et af yderpunkterne for det gamle Brønshøj. “Løgtekroen” lå omtrent, hvor Slangerupbanens station nu ligger, (vi taler altså i de helt gamle dage). Der var altid liv og røre i den gamle kro. Den var en slags gennemgangspunkt, for her holdt folk rast undervejs til- eller fra København. Ved “Løgtekroen” gik Brønshøjs grænse ind mod byen. Kroen er for længst historie, den blev revet ned i 1904.

I slutningen af 1750’erne hærgedes Brønshøj af børnekopper og byldepest. det var en epidemi, der krævede mange dødsofre. Heller ikke præstegården undgik sygdommen. I et brev til biskoppen skriver den daværende sognepræst P.L. Hersleb således:

– Vi have omsider hørt, at børne-kopperne have giæstet børn, som vi haabe allerede ere restituerede. Mine børn derimod have fået plage af byld, sær den mindste, som for nærværende tiid er udi en ynkværdig og lamentabel tilstand, ty han har 6 store bylder på eengang at drages med. Jeg og min kone har aldrig på én gang været friske, aldt af bylder, voris Jomfru ligeledes på sine hænder, så har vi lært, at bylder kand smitte andre, endnu gaar jeg med en på min mave, hvor dend skal Bøyes, som er mig til stor hinder. Gud har på denne måde meget nedbøjet os, som hans faderlige hiærte igen vil glæde os effter de dage. Sygdom har vi også på vore heste….

Pastor Hersleb var i øvrigt en af Brønshøjs mest skrivende præster. Han udarbejdede således en lang og grundig beskrivelse af Brønshøj Kirke, der endnu findes i Rigsarkivet.

Han var en meget virksom mand og gik ivrigt op i sin gerning i sit store sogn – det var meget stort, selvom det ikke var særlig folkerigt. Mod vest nåede det forbi Husum med grænse mod Herlev.

Og her ses den gamle Husum Mølle, der lå ved sognets modsatte grænse og foran den Husum Møllekro. Møllen nedbrændte i 1921, mens kroen fik en længere levetid.

Mod nord gik grænsen ved de store moser, der lå mellem Husum og Søborg. Mod øst gik grænsen omtrent ved den nuværende Lyngbyvej og mod syd stødte det op til det yderste Nørrebro og Frederiksberg. Inden for dette meget store område lå Husum, Vanløse, Bispebjerg, Emdrup, Utterslev og Rødovre. Mod København var grænsen ved “Løgten”, en gammel kro der lå, hvor nu Slangerupbanens station ligger. “Løgten” var langt op i tiden et af de centrale punkter, fordi kroen var et sted, hvor man holdt rast, når man fra Brønshøj var på vej til byen. Herinde strakte Frederikssundsvejen sig mod nordvest som en dårlig og ikke særlig bred vej med dybe grøfter på begge sider. Vejene var i en elendig forfatning, og man skulle så vidt muligt holde sig inde efter mørkets frembrud. Det var ikke sjældent, at der færdedes ugerningsmænd ude. Desuden havde overtroen endnu et meget stærkt tag i befolkningen, og mørket var yderligere med til at give denne trivsel..

En af degnene i Brønshøj androg således om, at bønderne måtte køre for ham, når han skulle holde aftenlæsning i nabolandsbyerne, indenfor sognets område. Hans brev om, at andragendet må blive efterkommet, slutter han med ordene – Da jeg nu, om Gud vil, på førstkommende søndag begynder min aftenlæsning i Rødovre og skal reyse ad denne vey i mørke og mulm kl. 9 á 10 om natten med største livsfare …

Embedet som degn var i øvrigt oprindeligt ikke så dårligt, men var i hvert fald en tid næsten bedre  aflagt end præstens.

Degneboligen var en lang gammel bygning, der lå mellem præstegården og kroen. Den fandtes endnu helt op i tiden omkring udbruddet af første verdenskrig.

(Fortsættes på et senere tidspunkt) ..