Motor succes på Bellahøj - men medaljen har en bagside - og hvad med den ?

I den forgangne weekend fik Bellahøj Park igen besøg af flere racerbiler, flere deltagere og flere tilskuere end nogensinde før. Også velgørenhedsarrangementet, Race for Riget, satte ny indsamlingsrekord med en ubeskåret donation til Rigshospitalet på 654.750 kroner.  

Alt det er sød musik for alle dem, som elsker racerløbet på Bellahøj og ikke mindst for arrangørerne, men der er altså et hængeparti, man endnu ikke har fundet en løsning på. Mange omkringboende er nemlig plaget af den store motorbegivenhed både hvad angår støj og forurening. Familier har måtte flygte fra deres hjem, fordi plagen har været uudholdelig. Og så kan man spørge sig selv – hvordan kan Københavns Kommune bare give tilladelse til den slags, når de fleste ramte er boligejere, som betaler en tårnhøj grundskyld til kommunekassen ? Har man overhovedet ingen rettigheder i det spørgsmål ? Vi vil med glæde givet ordet videre til alle, der har en mening om det årlige motorløb på Bellahøj. Der kan skrives til fa@2700-netavisen.dk ..

Sjette år på Bellahøj

Copenhagen Historic Grand Prix blev afholdt i København for 18. gang og det var sjette år, Bellahøj Park var vært for det særlige kulturarrangement, hvor historisk motorsport hyldes som et kørende vidnesbyrd om fortidens fascinerende bilproduktion. Over weekendens to dage besøgte mere end 40.000 tilskuere Bellahøj Park og var med til at gøre Copenhagen Historic Grand Prix til en flot, historisk motorsportsweekend.

Det rekordstore antal tilskuere blev vidner til et tætpakket weekendprogram, der indeholdt hele syv historiske racerklasser, opvisningskørsel samt den moderne DTC-serie. I pauserne mellem de mange motorløb, var der lejlighed til at udforske området omkring den tidligere Dyrskueplads, som bød på et omfattende aktivitetsområde med store temaskabte biludstillinger og familievenlige underholdningsindslag.

Glad direktør

– Igen i år oplevede Copenhagen Historic Grand Prix fremgang i både antal deltagere, udstillere og dertil en ny tilskuerrekord med dette års besøgstal på over 40.000 tilskuere, siger en tydelig glad administrerende direktør for Copenhagen Historic Grand Prix, Jens Peter Lange. – Det er meget glædeligt, og vi er stolte over, at vores ambitioner om at levere en komplet og indholdsrig motorsportsweekend for hele familien bærer frugt. Samtidig vil vi også gerne rette en særlig tak til beboerne i lokalområdet, som vi kontinuerligt er i dialog med for hele tiden at styrke og forbedre fællesskabet. Copenhagen Historic Grand Prix efterlever alle retningslinjer og anvisninger fra Københavns Kommune og andre instanser samt myndigheder, og vi ser frem til at fortsætte den positive sparring med henblik på yderligere fremgang til arrangementet i 2019.

Ja man kan jo egentlig ikke bebrejde arrangørerne noget. De har fulgt de anviste regler. Næ det er snarere de københavnske politikere, som bare giver tilladelsen uden at forhøre sig tilstrækkeligt først.

Men lad os se hvad næste år byder – der er jo en kontrakt, som løber et pænt stykke tid endnu.