Netavisens læsere ønsker ikke et butikscenter i Brønshøj

Siden 2700-netavisen tidligere på ugen fortalte om, at et nyt butikcenter er under planlæggelse i Brønshøj, har flere tusind læsere givet deres mening til kende. Og her af fremgår det klart, at man ikke ønsker et sådan center i bydelen. Begrundelsen er nogenlunde enslydende. Et butikcenter vil kvæle den sidste detailhandel i lokalområdet. De mange små butikker som til daglig kæmper for at overleve, vil bukke under. Og hvor hyggelig vil Brønshøj og Husum så være at handle i ? I forvejen har alle butikkerne i et par år måtte lide under de busbaner, der er oprettet, hvilket generede parkeringen ganske gevaldigt – og for øvrigt stadig gør det. Ikke langt fra bydelsgrænsen har man for nylig åbnet et stort butikscenter på Herlev Hovedgade, BIG, og det har såmænd generet den lokale handel nok. Skal der så også opføres et i Husum, hvor det efter planen skulle ligge, hvor ender vi så ?

Det kan betale sig at protestere, men det skal gøres hurtigt, da fristen udløber snart.

Lokaludvalget behandler en udtalelse til en intern høring om tillæg nr. 1 til Lokalplan 198 ”Gadelandet” med kommuneplantillæg. Har man synspunkter, som man mener Lokaludvalget bør kende, så skriv til sekretariatet inden den 2. juni 2017. Adressen er:

http://www.broenshoej-husumlokaludvalg.kk.dk/om-lokaludvalget/sekretariatet/