Nykøbing F. Revyen stadig en oplevelse værd

Der er noget helt specielt ved Nykøbing F. Revyen, og sådan har det været i mange, mange år. Premieren for et par uger siden var dog ekstra speciel, for den var uden krumtappen og revylegenden Flemming Krøll. Flere var derfor meget spændt på, om tabet ville være mærkbart.

Det kan netavisen så her – i takt med alle andre anmeldere sige, – at det ikke var. Man har formået at skabe et revyhold, som kører med samme underholdende attitude. Kort sagt var der ikke et sekund under revyen, hvor man kedede sig.Tværtimod. Hver skuespiller gjorde det fortræffeligt.

Der var comeback til Henrik Koefoed, som sidst optrådte i revyen tilbage i 2013. Her på netavisen er og bliver han en af vores helt store favoritter, og han spillede helt suverænt i årets revy. Men vi kan ikke løbe fra, at lidt fra “Admiralens vise” og “Ørkenens Sønner” skinner igennem næsten alt, hvad den dygtige skuespiller laver.

Pernille Schrøder viser endnu engang, at hun er en af landets bedste revyskuespillere. Og så synger hun aldeles fortræffeligt, hvilket hun har vist i flere andre sammenhænge. Det er 10. gang hun medvirker i Nykøbing F. Revyen, men første gang som meddirektør og kunstnerisk leder. Hun er simpelthen så kanon dygtig og mestrer det hele på scenen.

Troels Malling ser man jo nærmest hver dag i Bilka annoncen på TV2 sammen med Mie Lyhne. Han bliver bedre og bedre og glider fint ind i sine roller i revyen. Og så er han lun og er med på den værste med sin gavtyvemimik. Han er med i Nykøbing for første gang, men garanteret ikke den sidste.

Det er femte gang Rasmus Krogsgaard er med på revyholdet, og der hører han også hjemme. Også her kan man imponeres af en skuespiller, som bare bliver bedre og bedre. Han kan simpelthen det hele indenfor revyfaget. Synge, parodiere, spille forskellige instrumenter samt skrive tekster og musik selv.

Rikke Buch Bendtsen er debutant i Nykøbing F. Revyen. Hun viser, at det med revy mestrer hun også, og så kan hun både synge og danse, ligesom hun også har en lun side. Specielt duetten med Pernille Schrøder er morsom.

Mickey Pless er for femte gang kapelmester i revyen, men i år kan også tilføjes titlen meddirektør ! Musikken er som sædvanlig på toppen med følgende navne i revyorkesteret – Michael Axen (trommer), Elo ” Luffe ” Lindhardsen (bas) og Thomas Lund Madsen (sax & fløjte).

Nu skal man så endelig ikke få den tanke, at Flemming Krøll er helt ude af revyen. Næ snarere tværtimod. Han er producer af den og er tillige meddirektør.

                                                         

Og heldigvis fik man ham at se på scenen til premieren til sidst, hvor han var inde og sige nogle fine og velvalgte ord til revyens nye hold.

Man har som det sig hører og bør aktuelle indslag i revyen, men det hele krydres også af blandt andet et stort Kim Larsen potpourri – som udelukkende er på for at hylde den store afdøde sanger.

En tur til Nykøbing Falster kan anbefales – og øvrige praktiske informationer ses her …

Anmelder stjerner: seks ud af seks mulige

HENRIK KOEFOED • PERNILLE SCHRØDER •  TROELS MALLING
RIKKE BUCH BENDTSEN • RASMUS KROGSGAARD
Kapelmester: Mickey Pless
Instruktion: Michel Castenholt
Scenografi: Anders D. Jensen
Koreografi & Instruktørassistent: Steffen Hulehøj Frederiksen
Kostumier : Henrik Børgesen
Producer: Flemming Krøll
Direktion: Mickey Pless, Pernille Schrøder
& Flemming Krøll