Pejsegaarden Charity gav en vidunderlig juleaften til lokale mindrebemidlede familier

Mange familier fik en vidunderlig juleaften på Pejsegaarden i Husum, hvor Ronnie, Nikolai og Sonja havde inviteret mindrebemidlede til et brag af en julefest fyldt med overraskelser. Netavisens udsendte kiggede indenfor og nåede at fange den helt fantastiske stemning, der herskede. Flere nationaliteter var samlet – og alle uden undtagelse var glade og nød, hvad der blev budt på. Og som prikken over i’et, havde Amin Jensen valgt at fejre denne juleaften med sin bedre halvdel og børnene i Pejsegaarden.

Så alt gik op i en højere enhed til trods for, at det var første gang, man indlod sig på et så stort projekt.

Juleaften på Pejsegaarden har været et stort projekt, som allerede startede for over et år siden, da Sonja kontaktede Ronnie og Nikolai Handskemager. Hun havde en ide om at skabe en juleaften for udsatte familier og manglede et sted at være. De to friske gutter var straks med på ideen, og så var Pejsegaarden Charity, – en almennyttig forening, som hjælper udsatte familier med danseundervisning og afholdelse af juleaften – en realitet. Herefter var der nok at tage fat på.

Månederne i 2018 er gået med at søge fonde, virksomheder og privatpersoner om penge, gaver, mad med mere til den store aften, og mange har hjulpet til med stort og småt.

Ronnie, Nikolai og Sonja fortæller om deres juleaften:

– Den 24. december mødtes 32 frivillige kl. 13.
Alle var nervøse og så spændte. Allerede kl. 13.30 var de levende lys tændt på alle bordene.
Bare fordi vi ikke kunne vente!
Vi havde nok at gøre alle mand, men det gik bare så godt. Alle vidste hvad de skulle.

Kl. 15.00 begyndte gæsterne at komme, og de var også nervøse og spændte.
Men vi hyggede med Gløgg, æbleskiver og saftevand. Og herefter dans og sjov for børn og barnlige sjæle med Ronnie og Nikolai.

En kæmpe “butik” åbnede i Prismesalen øverst på Pejsegaarden. Et slaraffenland af donerede flotte sager, som alle måtte tage af, lige hvad de ville i. Alle var ellevilde, og de fleste udbrød forundret –  Jamen er det virkelig rigtigt, vi bare må tage lige hvad vi vil? Og det var det, og de kunne tilmed alle få en kuffert eller store tasker til at bære tingene hjem i. Alle Prada, Channel, Louis Vuitton tasker var væk med det samme. En helt ung pige fik en stor flot Louis Vuitton rejsetaske. Hun kunne slet ikke tro det. Mange blev ved med at sige, jamen er I sikre på, at vi må tage så meget ? Så vi måtte gentage om og om igen, at det var 100 procent sikkert.

Nikolai viste netavisen lokalet efter at gæsterne havde taget for sig. Det var simpelthen et eldorado for såvel børn som voksne.

Mange familier gik derfra med en kuffert, en trolley og sække med tøj og legetøj, hvor meget af det var nyt. Det var næsten som at gå i magasin, bortset fra at der ikke var kasseapparater.

Nogle som kom, havde ikke engang en varm vinterjakke, men ankom i trøjer. Alle gik derfra med meget flotte varme jakker, frakker og pelse.

Det var helt fantastisk at se alle børnenes glæde ved, at de bare måtte boltre sig som i en rigtig legetøjsbutik og vælge helt frit. “Sikke julegaver” hørte vi mange sige, uvidende om, at de rigtige julegaver først ville komme senere.

Far og datter underholdt i spejlsalen

I Pejsegaardens smukke spejlsal hvor julefesten foregik, stod det store flygel, og Amin Jensens datter Mira sang og spillede flittigt for alle gæsterne. Det var både smukt, eksklusivt, rørende og hyggeligt. Enkelte gange tog farmand over og gav et nummer også.

Mira underholdt skiftevis med farmand Amin på det store flygel til stor glæde for alle julegæsterne.

Ved hvert bord var der et værtspar af frivillige, og det var virkelig barske historier og skæbner, de måtte lægge øre til. Der er godt nok mange, der har det hårdt og svært på grund af dårlig økonomi, helbred og virkelig sårbare hjem.

Julemad og derefter pakkespil. Det var en stor succes, og der blev slået og grinet. Og derefter risalamande med flotte gaver.

Og tænk efter det, da alle havde råbt på julemanden tre gange, så dukkede han op. Det var helt vildt. Han gik med rundt om juletræet, og alle var da helt sikre på, at det var den rigtige julemand, – lige indtil han midt i en af sangene hævede stemmen og begyndte at synge så smukt. Ja tænk så det lød næsten lige som Amin Jensen !

Og så kom det store øjeblik, hvor alle skulle have deres gaver. De var alle med navn på, og endda flere til hver.
Det helt store var, da alle børn fik et gavekort på 500,- kr. til Cool Shop. Bare at se deres øjne. Vi hørte en pige sige:  “jamen kan jeg så bare købe den dukke”? Og så kunne hun fortsætte med at åbne store pakker fra andre sponsorer, som havde doneret flotte gaver til alle børn og voksne.

– Vi har glædet os helt vanvittigt til at holde vores juleaften her i Pejsegaarden, fortæller familien Amin Jensen til netavisens udsendte. – Det er en oplevelse, vi meget gerne gentager næste år. Bare det at se alle de glade og taknemmelige mennesker, er det hele værd.

Et andet stort øjeblik var, da alle forældre fik et gavekort pr medlem af familien på 500,- kr. til Føtex. Det betød, at den enlige mor, der var der med seks børn fik gavekort for 3.500,- kr. til Føtex, Bilka mv. – lige efter alle børnene havde siddet måbende og kigget på deres gavekort fra Cool Shop. Hun kunne ved hurtig hovedregning se, at hun kunne gå derfra med 6.500 kr. Hun hulkede og græd af lykke, og samtidig startede Amin Jensen med at synge:” You Raise Me Up”. Det var et stort og rørende øjeblik.

Sonja havde sørget for en aftale med Sengeløse busser om, at de kom med to busser og hentede alle dem. der ville køres hjem med meget trætte børn og utrolig mange gaver, tøj, dukkehuse med videre.

Mange kom og takkede Sonja, Ronnie. Nikolai og alle de frivillige meget. Alle var virkelig taknemmelige og glade, og flere sagde, at dette havde været deres bedste jul nogensinde.

Allerede sent da folk var kommet hjem, begyndte de første flotte takkemails at komme til Pejsegaarden. Smukke rørende mails og beskeder fra deltagere, som var så lykkelige og glade for, at deres juleaften kunne blive så flot og dejlig en oplevelse, og i løbet af første juledag måtte Ronnie og Nikolai indrømme, at mange tårer blev fældet, efter de mange smukke takkemails og beskeder fra taknemlige deltagere.

Juleaften på Pejsegaarden må betragtes som meget vellykket, når både gæster og frivillige alle siger, at det enten var den bedste jul nogensinde –  eller en jul vi aldrig vil glemme.

Der kom cirka 105 gæster næsten alle familier med børn. Mange sponsorer havde givet flotte donationer, men flere af dem ønskede at være anonyme. Det hele startede kl, 15 og sluttede først kl. 21.30 !

– Nu har vi prøvet det – og vi har bestemt fået en så stor oplevelse og erfaring, at vi agter at gentage det hele til næste år, slutter Ronnie, Nikolai og Sonja.

Til hele initiativet juleaften kan der ikke lyde lovprisning nok til Pejsegaarden Charity. Det er ganske enkelt enestående. Dejligt vi har så skønne mennesker i Brønshøj !