Vores utroligt skønne Brønshøj

Ja bliver resten af sommeren lige så skøn som de seneste par uger, så har vi virkelig noget at glæde os til. I vores område kan vi juble over alle de skønne oaser, vi har. Ikke mindst mosen der fremstår som den helt store oplevelse.

Derfor måtte netavisens udsendte forleden op på den tohjulede, for rigtigt at kunne nyde en rolig tur omkring mosen. Og det var fantastisk. Heldigvis mødte vi mange, der havde fået samme ide. Der var både gående, løbende og cyklister på stierne.

Men mosen er jo ikke det eneste, bydelen har at byde på. Voldene, Degnemosen, og Brønshøjparken skal også lige nævnes som oplagte udflugtsmål. Billederne her på siden er taget på turen rundt om mosen. Og man kan sige, hvad man vil, men når vejret er så dejligt, fremstår alt meget smukkere.

I varmen forekommer desværre noget snask på vandoverfladen hist og her. Men pyt ! Fuglelivet er i sig selv dejligt at følge, og de boltrer sig i vandet både her og der.