Bellahøjvej og Brønshøjvej skal fornyes
Bellahøjvej og Brønshøjvej – samt Sallingvej i Vanløse skal fornyes for at håndtere fremtidens regn, forbedre trafiksikkerheden og give mere grønt i byrummet. Anlægsarbejdet er allerede gået i gang på Brønshøjvej, der er spærret fra Fuglsang Alle ned til Bellahøjvej. Afspærringen varer ifølge opsatte skilte helt frem til 1. april næste år. Hele projektet forventes afsluttet i 2029.
Arbejdet sættes i gang for at kunne håndtere fremtidens forventede større regnmængde, styrke trafiksikkerheden og samtidig opgradere veje, fortove og cykelstier.
På Brønshøjvej sikres mod skybrud gennem etablering af vejbede, som håndterer regnvand ved kraftig regn og bidrager til gadens grønne udtryk. Vejen indsnævres, og vejbede med græsser og blomster placeres, så de har en hastighedsdæmpende effekt. Arbejdet er startet, og forventes at være færdigt i slutningen af 2029.
På Bellahøjvej sikres mod skybrud ved etablering af vejbede, samt en lavning ved bunkerparken i krydset Bellahøjvej/Slotsherrensvej, som kan forsinke skybrudsvand. Samtidig får vejen ny asfalt og nye kantsten. Fortove, cykelstier og busstoppesteder forbedres også. Der etableres nye grønne byrum med beplantning, biodiversitetstiltag og nye træer.
Ved krydset Brønshøjvej/Bellahøjvej forbedres forholdene for fodgængere og cyklister, så det bliver nemmere og tryggere at krydse vejen. Tiltagene er en del af indsatsen for trafiksikre skoleveje.
EF

