Brønshøj er Danmarksseriens mest festlige hold - ny målfest !
Det er altså svært at få armene ned i dette efterår, når man skal skrive om Brønshøjs kampe i Danmarksserien. Ligesom blomster der springer ud – er BB’s spillere virkelig sprunget ud efter en længere modningsproces. Og det er sket så eftertrykkeligt, at de sortgule efter 12 runder er en flot nummer 1 i sin række. Men ikke nok med det. BB er også gået hen og blevet Danmarksseriens mest festlige hold. Man ved næsten før hver BB-kamp, – så er der udsigt til mål. Indtil dette øjeblik har Brønshøj knaldet 37 kasser ind i 12 kampe. Det er pokkers godt gået.
Ja undskyld den lange indledning, men vi flyver altså med vores dygtige og godt kæmpende hvepse, som lørdag eftermiddag lige fik vasket en plet af listen. En revanche for eneste nederlag i efteråret mod Roskilde KFUM, som blev besejret 3-2 på Tingbjerg Ground efter 2-2 ved pausen.
Selvfølgelig skal vi glæde os over de faktuelle point, men vi kan også fryde os over, at BB har fået et godt sammentømret mandskab, som bobler af selvtillid og som vil noget. Man går ikke i panik, hvis man kommer bag ud. Dertil er troen på egne kvaliteter blevet styrket i væsentlig grad. Vi så det blandt andet i eftermiddagens kamp. Gæsterne kom foran efter bare tre minutter på straffe, men så kæmpede BB’erne sig ind i kampen og fik bragt sig foran 2-1, før Roskilde så fik svaret igen i halvlegens overtid.
Det lå ligesom i luften, at BB skulle vinde den kamp, og bare seks minutter før tid scorede den indskiftede gamle kæmpe Kevin Bechmann Timm sejrsmålet til 3-2.
Fantastisk !
Næste opgave er næste lørdag den 22. oktober kl. 13.00 på Greve Stadion. Faktisk endnu et topopgør !