Brønshøj fortsætter marchen mod divisionsfodbold - 2-0 over Allerød !

Tænker man på den første kamp mellem Allerød-Brønshøj for nogle måneder siden, så burde man ikke kunne tro, at lørdagskampen på Tingbjerg Ground ville volde hjemmeholdet vanskeligheder. I Allerød vandt BB med hele 5-1. Så voldsomt blev det ikke i det andet møde. Men BB vandt fortjent med 2-0 efter 1-0 ved pausen, og det var dejligt at se, hvordan der blev arbejdet for sagen.

Klar til modtagelse af publikums hyldest i anledning af sejren

Aleksandar Lazarevic bragte Brønshøj i spidsen i første halvleg på et glimrende hovedstød, og det holdt til pausen. De sidste 45 minutter blev et spørgsmål om at øge føringen, eller bare bevare den. Det første mente David Boysen, og han fik mellem venner og fjender scoret det, som skulle vise sig at blive sejrsmålet.

2-0 til Brønshøj – og dermed bevarede de sortgule andenpladsen, da Gørslev fortsatte sit eventyr med endnu en sejr, Det blev 1-0 ude over Greve, og landsbyholdet fører fortsat Danmarksseriens Pulje 1 et enkelt point for BB.

Næste opgave for de sortgule kan godt blive svær, det er nemlig på udebane mod Sundby lørdag den 28. oktober kl. 15.00.på Kløvermarken.