Bellahøj Kræmmerfestival skifter ejer

For 41 år siden afholdt man det første kræmmermarked på Bellahøjmarken, og bag det stod lokale kræfter. Senere kom der flere kræmmermarkeder til, og i dag er der jo nærmest gået inflation i den slags på det store areal foran højhusene. Men siden starten har det lokale kræmmermarked holdt skansen trods den øgede konkurrence, selvom det er blevet sværere og sværere for hvert år. Her er jo udelukkende tale om frivillig arbejdskraft – og problemet har været de senere år, at det fortsat stort set er de samme, som står med alt arbejdet.

Nu er der så sket det, at Brønshøj-Husum Idrætsfond, der står bag det lokale marked “Bellahøj Kræmmerfestival” netop har overdraget markedet således, at når der er kræmmermarked i første weekend i september, er det med en ny arrangør.

Den nye arrangør er en mand, som har specialiseret sig i at lave kræmmermarkeder. Han hedder Michael Deutsch, og står bl.a. bag Roskilde Hestemarked m.m.. Han rykkede ind på Bellahøj for en del år siden og blev direkte konkurrent til Brønshøjs eget kræmmermarked, hvilket bestemt ikke gjorde tingene lettere for vore lokale arrangører.

Men tidligere på året skete der det yderst bemærkelsesværdige, at Michael Deutsch rettede en forespørgsel til Brønshøj-Husum Idrætsfond, om man kunne være interesseret i et møde. Det sagde man ja til, og onsdag i denne uge blev der skrevet under på en aftale, hvor Michael Deutsch overtager markedet. Sagt på rent dansk, så gik konkurrenten ind i fjendens lejr, og sandelig om det ikke bar frugt på en måde, så begge parter er tilfredse.

I direkte betydning så kommer man stort set ikke til at mærke den store forskel. Der vil fortsat komme kræmmermarked den første weekend i september, om end det altså nu er Michael Deutsch, som står bag.

Brønshøj Husum Idrætsfond fortsætter sit arbejde på andre fronter og vil fortsat kunne dele penge ud til ungdomsarbejdet inden for den lokale sport.