Brønshøj lægger hårdt ud i oprykningsspillet til foråret

Efter et flot efterår med kvalifikation til forårets oprykningsspil, ligger programmet nu helt klar for Brønshøjs Danmarksserie mandskab. Og det er ikke ligefrem en nem start de sortgule får. Men vi skal lige huske, at der rykker tre hold op, så selvom der ligger nogle hårde opgaver, så ser det nogenlunde realistisk ud for BB, hvis det ellers lykkes at beholde de fleste af successpillerne fra efteråret, og måske få tilført et par yderligere forstærkninger. 

Af de sværeste konkurrenter må vi nævne Avarta, Holbæk og måske Frederikssund, altså tre sjællandske klubber. Måske kan Marienlyst også lige knibe sig igennem. Men igen – det ser bestemt ikke umuligt ud. Slet ikke når vi tænker på efterårssæsonen. Det er imidlertid ikke noget, vi behøver at nævne for BB. Alle i klubben er klar over alvoren og mulighederne. Så kan hvepsene finde de samme takter i foråret, får de herlige supportere noget at juble over. De skal for øvrigt også nævnes igen, for den støtte de giver BB’s drenge er bare forbilledlig. Selv efter nedrykningen er opbakningen ikke dalet et sekund, snarere tværtimod. Og de står klar igen, når de afgørende kampe skal spilles i kampen om oprykning ! Nedenstående er de foreløbige træningskampe, BB indtil nu har arrangeret. Ingen ligger på den lade side på Tingbjerg Ground !

 

Skal Brønshøj atter være et divisionshold, så er det nu, der skal handles ! Netavisen tror på en placering blandt de tre bedste – og altså et dejligt comeback til divisionerne.