Brønshøj løb ind i største ydmygelse i flere år - smadret 5-0 af Sundby

Hvem i alverden havde forestillet sig, at Brønshøj denne lørdag eftermiddag den 28. oktober 2023 skulle løbe ind i den største fodboldydmygelse i flere år. Men det skete altså på Kløvermarken, hvor hjemmeholdet Sundby pulveriserede de sortgule med hele 5-0 efter 4-0 ved pausen. 

For alle os der går og drømmer om divisionsstatus til næste år, var det et gevaldigt knæk. Ja nærmest et rent chok. Men vi må også tage hatten af for amagerkanerne, som for anden gang i denne sæson formåede at besejre Brønshøj. Første kamp på Tingbjerg Ground vandt de 1-0 !!

Kigger vi på Brønshøjs målscore efter de første 11 kampe, så var der kun lavet 6 mål mod hvepsenes forsvar. Derfor sættes dagens fiasko ekstra i relief, når man tænker på, at Sundby scorede hele 5 mål indenfor 90 minutters spil.

Hvem kan lukke et øje oven på den øretæve ?

Næste opgave bliver mod Næstveds 2. hold på Tingbjerg Ground lørdag kl. 14. Vi må nærmest kræve en seks måls sejr for at komme oven på igen !!

Vi græmmes …