Brønshøj mistede 1. pladsen på sidste spilledag
– men har trods alt spillet sig i playoff runden til foråret efter en absolut godkendt efterårssæson i Danmarksseriens pulje 1.
Netavisen bringer som sædvanlig et udførligt referat skrevet af Christian Haslund, Brønshøj, mens Thomas Løser igen har sørget for billederne.
Her scorer B.1908 til 0-1
Det løb ud i sandet
På en bane, der mindede mere om Cobacabana end Fælledparken endte det 2-2 hjemme mod B1908. Og da Holbæk vandt 1-0 betød det, at det endte med en 2. plads i stedet for en 1. plads. Men vi kan dog stadig glæde os over en plads i forårets oprykningsspil.
Første halvleg var en meget lige affære, med et lille overtag til B1908. Gæsterne fra Amager formåede nemlig at vinde de fleste andenbolde og dermed holde presset.
Både BB og B1908 kom frem til nogle gode chancer. Både Mathias Veltz og Nicolai Jægergaard havde farlige og gode afslutninger, men begge gange blev målmand Mads Dalby Bjørn den store.
I den anden ende var der især chancer til gæsternes Julius Hamburger-Toft. Den store B1908-chance tilfaldt dog Christian Rosenmeier. Patrick Johansen sparkede bolden lige ud i fødderne på ham, men nåede selv tilbage for at redde afslutningen.
B1908 på vej mod sejr
Fire-fem minutter inden pausen kom B1908 foran. Et indlæg blev sendt ind i feltet, og helt upresset tabte målmand Patrick Johansen bolden, og så kunne Albert Buhl score i et tomt mål.
Tre minutter senere kunne det være blevet 0-2 til gæsterne. Men Patrick gjorde skaden god igen, da han diskede op med en klasseredning på et amagerkansk forsøg.
I 2. halvleg pressede vi på for en scoring, men i stedet for blev det 0-2. Et hjørnespark, som det meste af postnummer 2700 mener burde havde været et målspark, blev sendt ind i feltet. Her ramte bolden stolpen og på returen kunne David Chernet prikke bolden i mål.
Comeback igen igen
For 11. gang i sæsonen kom vi bagud, men igen blev det til et flot comeback. Mindre end to minutter efter 0-2 scoringen fik BB reduceret. Målet kom efter et kort hjørnespark og endte med et indlæg af Hashiba ind til Jeppe Orbe, der bankede bolden i mål. 1-2.
Så er der reduceret til 1-2 ved Jeppe Orbe
Lige inden den ordinære tid sluttede fik Brønshøj bolden i mål igen, da Kevin Bechmann Timm sendte kuglen i kassen. Flaget hos linjedommeren røg dog op, og på TV-billederne ligner det den rigtige kendelse.
Men i det fjerde minuts overtid kom udligningen. Nicolai Grassi sendte et hårdt og præcist indlæg ind i feltet. Her steg Veltz til vejrs og pandede bolden i kassen. 2-2, hvilket også blev slutresultatet.
Spændende forår venter
Det kan godt være, at det ikke blev til en 1. plads, og det må man også godt ærgre sig over. Men det er ekstremt vigtigt, at BB er med i forårets oprykningsspil. Det gør, at der er noget på spil i foråret.
Nu venter en vinterpause, og så venter vi spændt på, at oprykningsspillet begynder den 18. marts næste år. I oprykningsspillet skal BB tre ture til Sjælland (Avarta, Frederikssund og Holbæk), en tur til Fyn (Marienlyst) og tre ture til Jylland (Odder, Ringkøbing og Vejgaard).
Tilbage er der kun at sige stor tak for støtten og BB glæder sig til at se jer igen i 2023. God jul og godt nytår!
netavisen 26. november kl. 20.15