Brønshøj (NY) Skole kan fejre 100 års jubilæum tirsdag

Den 9. januar 1924 indviedes Brønshøj (NY) Skole ved en festlig højtidelighed. Det vil altså sige, at skolen på tirsdag kan fejre 100 års jubilæum. Stort tillykke med det !

For Stadsarkitekt i Københavns Kommune Hans B. Wright var Brønshøj Skole et af hans hovedværker. Han stod også bag blandt andet Vanløse Skole.

Fra skolens hjemmeside vedrørende byggeriet kunne man blandt andet i 2016 læse, at en af visionerne for Brønshøj Skole er at skabe en samlet skole, hvor nyt og gammelt indgår i en arkitektonisk, rumlig og funktionel helhed, der understøtter det sociale fællesskab, en interaktion på tværs og en fysisk rumlig sammenhæng mellem nyt og gammelt.

Ny Brønshøj Skole skaber passager og opfordrer til forskellige bevægelsesmønstre – den eksisterende bygning omdisponeres og åbnes mellem øst og vest for at skabe en sammenhængende skole. Den giver adgang og åbner for et liv på skolegården også efter lukketid via brede trapper til terræn. Den synlige hovedindgang mod Nordfeldvej inviterer børn, lærer og besøgende ind i skolens nye dobbelthøje ankomstrum, hvorfra der gennem et stort glasparti er kik op til læringscenteret i den gamle gymnastiksal.

Og så flot og imponerende står den jubilerende skole i dag. (Foto: Ole Specht)

Den daværende avis Social-Demokraten kunne i flotte vendinger fortælle om indvielsen, som var en festlig begivenhed. Der blev holdt adskillige taler bl.a. af skoleborgmester Kaper.

Alt dette foregik for 100 år siden på tirsdag den 9. januar – så der er bestemt grund til at markere den store dag.

Fra Helge Baun Sørensens glimrende bog Brønshøj Bogen tillader vi os at citere følgende:

Vejen hedder Rytterskolehøj og fører hen til Brønshøj Skole, der i flere generationer er blevet kaldt den nye skole, fordi den kom efter den gamle ved gadekæret, som kom efter den ældste, nemlig Rytterskolen.

Brønshøj Skole blev bygget i 1923 og er den dag i dag et overvældende byggeri, hvor man fyldes med æresfrygt, når man nærmer sig. Da den var ny, lå den alene i området, og børn kom gående til skole over markerne helt fra Husum.

Det var her Bjarne Reuter gik og fik utallige indtryk til sine bøger. Skolen blev bygget som lasaretskole, så den kunne laves om til hospital, hvad man kan se på placeringen af klasseværelser ud fra et stort, centralt rum og med håndvaske i alle lokaler.

2700-netavisen den 6. januar 2023