Brønshøj overvandt første hurdle efter flot comeback i Hørsholm
Puuuuh ha en start på første oprykningskamp ude mod Hørsholm-Usserød. Hjemmeholdet bragte sig foran 2-0 inden der var spillet 23 minutter, og det så unægtelig ikke godt ud for BB’erne. Men heldigvis lykkedes det at vende slaget til en sejr på 3-2 – og dermed indlede de sidste ti vigtige kampe med en sejr.
Noget af det som gjorde, at de sortgule kunne komme tilbage i opgøret var det mål, Mican Atici scorede et par minutter efter Hørsholms 2-0 føring. Man siger jo altid, at en føring på 2-0 er den farligste, der findes, og det så vi eksempler på i dag. Det lykkedes nemlig Ali Shah at udligne kort før halvleg på straffe til 2-2, og så kunne BB gå til pausen med ren tavle.
De sidste 45 minutter blev en hård omgang at komme igennem for de mange medbragte supportere. Brønshøj lagde ud med at dominere begivenhederne, og på en fadæse fra en Hørsholm spiller scorede Mican Atici sit andet mål til 3-2. Føringen bevirkede, at BB trak længere tilbage på banen, og det gav hjemmeholdet mere spil, men på en knusende fight lykkedes det at holde stillingen kampen ud.
God moral – god fighterånd og vilje til at ville vinde ligger til grund for de første tre vigtige point. Flot gået BB – vi tror fortsat på jer.
Næste opgave er på lørdag kl. 14, hvor Brønshøj på Tingbjerg Ground tager imod Karlslunde. Og parolen er enkel – tre point på tavlen, tak !!