Brønshøj sangskriverfestival med spændende navne

Ivan Pedersen, Perry Stenbäck, Trinelise Væring og Renay – Danmarks bedst bevarede hemmelighed – er blot nogle af de fremragende artister, publikum kan se frem til at høre på Brønshøj Sangskriver Festival i år.

Igen i år danner Brøk i Brønshøj ramme om en unik musikoplevelse. Den 14. og 15. november forvandler kulturhuset sig til en pulserende scene for dansk sangskrivning i form af en festival, der både hylder etablerede mestre, spirende talenter og sene debutanter. Publikum kan glæde sig til at høre erfarne artister som Ivan Pedersen, Twang, Trinelise Væring og Perry Stenbäck. Og ikke mindst Renay, som kaldes “Danmarks bedst bevarede hemmelighed”.

Publikum vil hurtigt opdage hvorfor, når han starter sit show! Men vækstlaget er selvfølgelig også rigt repræsenteret på en festival, der hylder den gode originale sangskrivning i alle dens variationer. Billetter kan købes fra kr. 150, og lægger man beskedne kr. 260, får man adgang til samtlige af festivalens 24 koncerter. Og studerende og unge under 18 kommer ind til halv pris. Festivalen har nemlig igen i år mange unge artister på programmet, og de fortjener et stort publikum.

Fredag den 14. november kl. 21.15 bliver scenen ryddet for at give plads til diplomoverrækkelsen i forbindelse med årets sangskriverkonkurrence. Dommerkomiteen med bl.a. Ladies of Folk og Kristian Dalsgaard kårer “Årets sangskriver”, som kan glæde sig over hovedpræmien: én dags betalt ophold i Dalsgaards professionelle Ark-studie i Husum. Brønshøj Sangskriver Festival drives på et non-profit grundlag, og arrangører og frivillige hjælpere arbejder gratis. Alle indtægter videredistribueres til musikere og lydfolk, når de faste udgifter er betalt. Der er offentlig adgang til koncerterne, og billetter sælges ved indgangen og via Billetto.