Brønshøj tabte sæsonens sidste kamp 0-1 til oprykkerne fra Avarta
Lørdag eftermiddag sluttede sæsonen 22-23, og det hele endte jo som bekendt med, at Brønshøj bliver hængende i Danmarksserien endnu en sæson, mens modstanderen på Tingbjerg Ground i sidste opgør – lokalrivalerne fra Avarta Rødovre – sikrede sin oprykning til 3. division definitivt. De gjorde det med en sejr på 1-0 over de sortgule, og lad os da ile med at ønske de grønne tillykke med avancementet.
725 tilskuere så kampen, som Avarta afgjorde allerede efter 13 minutters spil i 1. halvleg. Nu er der så en længere pause, hvor BB kan forberede sig til kommende sæson. Vi kan fortælle, at BB allerede 15. juli kl. 12.00 spiller træningskamp mod Fremad Amager, som måtte lide den tort at rykke ned i 2. division.