Brønshøj videre i pokalen med hiv og sving mod GVI

Brønshøj overlevede tirsdag aften anden runde i pokalturneringen ved på udebane at vinde 8-7 efter straffespark over GVI fra Danmarksserien. Ordinær spilletid sluttede 3-3, men i den sidste og afgørende fase scorede BB på alle sine fem straffespark, mens GVI brændte et enkelt. 

                                                         

Det hele startede ellers ganske forfærdeligt for de sortgule. Hjemmeholdet førte 2-0, inden der var spillet tyve minutter. Heldigvis fik Brønshøj reduceret og senere udlignet til 2-2. Det lykkedes tilmed at komme foran 3-2, men i kampens døende sekunder fik GVI udlignet.

Brønshøjs målscorede i den ordinære kamp var Anders Bergholt, Victor Svensson og Victor Faaborg Christensen.

Bestemt ingen prangende forestilling – men kendsgerningen er, at BB er med i bowlen, når der trækkes lod til tredje runde, hvor endnu flere store klubber træder ind i billedet.