Brønshøjs musikalske Engel

På en af de lokale villaveje i Brønshøj bor en musikalsk Engel. Jo den er god nok. Søren Engel har siden sine helt unge dage levet som professionel musiker og været med i adskillige bands gennem tiden. I dag er han blevet 74 år, men det afholder ham ikke fra fortsat at være aktiv med basguitaren. De seneste 24-25 år har han været fast inventar i James Rasmussens Trio. 

At musikken har haft en stor del i Søren Engels liv ser man tydeligt

Skulle Søren have sin fars samtykke til at spille musik, var betingelsen en uddannelse. Så det blev til en handelsuddannelse i et papirfirma, og så var vejen lagt. Efter en Beatles koncert i KB-hallen, hvor han var til stede, var der slet ingen tvivl i hans sind – det skulle være musikken. Så Søren lejede en basguitar i det gamle musikhus Aage Jensen til 15 kroner om måneden, og det blev starten på en karriere som udøvende musiker i forskellige bands.

Hver dag tjekkes nyhederne elektronisk over en kop kaffe efter morgenturen med hunden.

– Ja det første band jeg var med i hed Saints, og vi spillede fortrinsvis på mindre værtshuse, i ungdomsklubber og skoler, fortæller Søren Engel til netavisen. – Så fulgte gruppen Voces, før han for alvor begyndte at nærme sig det, der skulle vise sig at være toppen i hans lange musikalske liv. Som medlem i Delta Blues Band, der senere blev til Delta Cross Band, da Billy Cross kom med, fulgte fem fantastiske år både hvad jobs og salg af plader angik. Så lå bandet stille, men det blev gendannet i 90’erne og kørte til årtusindskiftet, hvor eventyret så sluttede.

Imidlertid fortsatte Søren i flere forskellige grupper, ligesom han var studiemusiker. Blandt andet på CW Jørgensens “Tidens Tern”. Manglede man en dygtig bassist, kunne man altid ringe til ham. Det var for øvrigt i forbindelse med det omtalte album, Søren Engel blev introduceret for den bolig, han nu har haft siden 1981. Den lå ikke langt fra CW Jørgensen, og fra det øjeblik havde Søren for alvor tabt sit hjerte til Brønshøj. Godt nok kom han her som barn, hvor han besøgte sin mormor, men nu havde han selv slået lejr i bydelen.

Flere gange om dagen bliver Olga luftet, og det sker på de lokale villaveje og i mosen.

– Både min kone og jeg elsker Brønshøj, fortæller han videre. – og selvom det godt nok er en slidt kliché, så er det som at bo i en provinsby. Når jeg er i byen for at købe en avis eller lignende, er jeg ofte først tilbage en time eller halvanden efter. Det er fordi man falder i snak med mange dejlige mennesker. Og så må vi ikke glemme de pragtfulde omgivelser, vi har. Hver dag går jeg tur med min hund Olga ned til mosen, og vi nyder begge, det vi ser.

Rent musikalsk spiller Søren Engel i dag som før nævnt i James Rasmussens trio. – Jeg foreslog ham selv i sin tid at lave en trio, og det har siden givet et utal af jobs rundt om i landet. Folk elsker at høre de gamle Four Jacks sange, og det kan man for øvrigt opleve på søndag den 13. juni kl. 14 i Kulturhuset Pilegården, hvor vi giver en koncert, slutter Brønshøjs musikalske Engel.

netavisen den 9. juni 21 kl. 8.30