Brønshøjs sportschef: Vi har respekt for vores situation - men den får fuld gas !

Glædeligvis kunne Brønshøjs divisionsspillere påbegynde træningen til forårssæsonen mandag, hvilket skyldes, at man kommer ind under kontraktfodbolden og er udenfor forsamlingsforbud. Det er en kæmpe fordel, som giver mulighed for en god lang opstart.

BB’s sportschef Thomas Ibsen mellem Niels Frandsen, Den lille gode Slagter og Ole Vadmand, HFC Efterslægten, som vi desværre ikke har i blandt os mere.

Netavisen havde en kort snak med BB’s sportschef Thomas Ibsen før opstarten, og han var fuld af fortrøstning. – Vi har naturligvis respekt for vores situation og placering under stregen og tager det meget alvorligt. Men vi har jo altid haft det kendemærke i klubben, at vi kæmper og holder sammen, og det bliver også varemærket i år. Vi mener selv, vi har et godt og slagkraftigt mandskab, og at vi hører til længere oppe i rækken. På nuværende tidspunkt har to-tre spillere forladt os, men vi har en del på prøve, og så har vi fået Andreas Horsebøg fra Avarta. Og nu får vores træner Lasse Holmgaard mere tid til at lære sine spillere rigtigt at kende. Han blev jo nærmest smidt for løverne, da Michael Madsen stoppede. Vi sluttede pænt af i efteråret med fire kampe uden nederlag, tre uafgjorte og en enkelt sejr, og kan vi fortsætte tendenserne her i foråret skal det nok gå, slutter Thomas Ibsen, der runder af med følgende opfordring til alle hvepse supportere: Gør alt for fortsat at møde op til vore kampe, så lover jeg, at spillerne vil yde alt i verden for ikke at skuffe. Med fælles hjælp klarer vi den !