Den 1. november gik 2700-netavisen ind i 13. årgang som lokalavis på nettet
Og det har været nogle fantastiske år. Vi udgav netavisen på et godt tidspunkt og var nogle af de første lokalaviser på internettet. Men selvfølgelig skete det med en vis spænding og måske også nervøsitet, for hvordan ville læserne tage imod de lokale nyheder på den måde ?
Heldigvis er det imidlertid gået godt. Efter en naturlig lidt blød start, fik 2700-netavisen stille og rolig bidt sig fast, så vi i dag har flere tusind læsere i døgnet. Og ikke kun fra lokalområdet. Næ vi får skam jævnligt hilsener fra tidligere Brønshøj og Husum borgere, som i dag enten er bosat et andet sted i landet – eller helt udenfor grænserne. Alle er glade for at have fået den mulighed, at kunne følge lidt med i, hvad der sker i deres tidligere bydele.
Københavns daværende overborgmester Frank Jensen tog meget fint imod 2700-netavisen den dag vi lancerede den for 12 år siden, og han gav det nye medie alle mulige lykønskninger med på vejen. Og billedet som blev taget på overborgmesterkontoret var naturligvis med en Brønshøj trøje.
På mange områder har netavisen gjort sig fordelagtigt bemærket gennem tiden. Vi har haft held til at lancere spændende historier og har efterhånden fundet en form, vi ved, læserne er meget glade for. Her tænker vi blandt andet på alle vore artikler om det gamle Brønshøj og Husum. Det sjove er jo, at det bestemt ikke kun er de ældre, som er glade for de gamle historier. Næ mange af de nye og unge tilflyttere giver tit deres besyv med i form af hilsener til redaktionen med tak og opfordring til at fortsætte i samme spor. Og det gør vi så naturligvis.
Vi er også glade for hver uge at kunne holde læserne orienteret omkring den lokale sport, den kan man faktisk ikke læse om mange andre steder.
Så jo – nu vi har taget hul på 13. årgang, og vi glæder os til fortsat at være en del af dem, der løbende fortæller om alt det, der sker i bydelene.
Som netavisens redaktør er det en skøn tanke at have betjent lokalområdet siden 1978, og har kunnet følge udviklingen og forandringerne. Mange af de gode gamle butikker er lukket – færre nye er kommet til, og så er store personligheder som var med til at skabe liv i bydelen faldet bort.
Vi siger tak for de første 12 år – og er klar til endnu en årgang som bydelenes eneste herboende netavis.
Flemming Antony


