Den gule tornado fortsætter - storsejr i Næstved !

Det ser mere og mere ud til, at slagsmålet om direkte oprykning til 1. division bliver en kamp mellem SUS Nyborg og IF Stadion. Begge klubber fortsætter sejrsrækken, og vi må endnu engang råde håndboldinteresserede til at bestille billet til den 29. februar, når de to mødes i ECV-hallen.

Der er grund til at juble i Stadion – og det hele ser unægtelig godt ud

Vore lokale håndbolddrenge vandt den vigtige og bestemt ikke nemme kamp i Næstved med hele 32-25, og klistrer sig nærmest til fynboerne, som fører med et enkelt point. Som det ser ud nu, kan Stadion selv afgøre det hele ved simpelthen at vinde resten af kampene i foråret. SUS Nyborg har 28 point, mens Stadion har 27, men som nævnt mødes de to i slutningen af måneden, og det kan afgøre det hele. Igen må vi konstatere, at Brønshøj mandskabet har scoret flest mål i turneringen, og endnu engang blev der scoret mere end 30 kasser. Det er imponerende.

Næste opgave er i ECV-hallen den 23. februar kl. 14.30, hvor Team Sydhavsøerne kommer på besøg. SUS Nyborg skal forinden en tur til Næstved og forsøge at gøre det lige så godt som Stadion drengene gjorde søndag eftermiddag. Det sker allerede på lørdag den 8. februar.