Dengang Brønshøj var en sjællandsk landsby (12) - Gemytlighedernes tid

Vor lokale forfatter Paul Moes skrev i 1949 bogen “Det gamle Brønshøj – og det nye”, og som fortæller historien om bydelen, som den var engang, og som den endte med at blive. Det er meget interessant stof, som vi på netavisen agter at bringe videre. Vi ved jo, at læserne er glade for historier om det gamle Brønshøj, hvilket helt klart kan ses på besøgstallene. Paul Moes boede i en lejlighed på Brønshøj Torv i den ejendom, hvor Lån & Spar ligger i dag. Man skal være opmærksom på, at bogen som nævnt er skrevet for 74 år siden, og at tiden efter ikke er med.

I dag er vi nået til 12. afsnit: Gemytlighedernes tid

Ved det lille primitive sprøjtehus på hjørnet af Frederikssundsvej og Kirkevej mødtes det tilsagte      brandmandskab, når der var ildløs i Brønshøj. Brandvæsenet var lidet effektivt. Det tog tid, vinden mandskabet var samlet , og sprøjten var sjældent i orden, når man skulle rykke ud.

Som det var tilfældet i København, fik også tiden omkring 1900 i Brønshøj sin særlige tone. Det var gemytlighedens tid. Skal man nu prøve at vende tilbage til den, fristes man til at tro, at man dengang tog sig pligterne lettere. Måske tog man sig bare bedre tid. I hvert fald synes det, at livet må have haft en mere rolig og harmonisk gangart end nu.

Det nuværende torv var stadig det centrale punkt. På hjørnet af Brønshøjvej og Frederikssundsvej lå “Grøndalshuset”. Her havde fra gammel tid været drevet beværtning, og denne var stadig et af mødestederne. I vejsiden udenfor huset stod skiltet, der viste mod Frederiksberg. På den anden side af torvet, på hjørnet af Kirkevej og Frederikssundsvej, lå den gamle Brønshøj Kro, hvor de skotske tropper i 1807 havde deres gang. Her var lokaler, og her holdt man fester. Også kroen var et af tilholdsstederne. Daglig kom her mange mennesker, spiritussen var billig, og man tog det ikke så nøje med en dram mere eller mindre. På kroen blev der dog aldrig lejlighed til at gå over stregen, for værten meddelte altid på et vist tidspunkt af aftenen, at nu havde han fået sine svære gigtsmerter, så nu blev han nødt til at lukke !

Her ses et af de gamle brandvæsens forspand fotograferet under en opvisning for år tilbage

Lidt længere henne på den modsatte side af Frederikssundsvej, lå Brønshøj Tivoli, der oprindelig var indrettet i en del af bygningerne fra gården “Julianehøj”. Den gamle have var fyldt med skydetelte, karusseller og luftgynger. Det var et stort og folkeligt etablissement, der hver eneste søndag var et meget søgt udflugtssted for befolkningen fra Nørrebro. Man tog ikke i skoven, men til Brønshøj Tivoli. Senere åbnedes her Københavns første friluftsteater.

På hjørnet af Frederikssundsvej og Brønshøjholms Alle lå den gamle restauration “Vennely”, hvor det selv efter datidens forhold i perioder kunne gå ret livligt til. Hvis livlighederne udartede, og der blev brug for en lovens håndhæver, måtte man have fat i hele det store distrikts eneste betjent, så på en måde må forholdene have været fredelige. Endnu mange år efter at Brønshøj var indlemmet i København, fandtes der kun to betjente i hele distriktet.

Mellem brandene fik den lov til at stå og ruste i sprøjtehuset. Hvis der var gået ild i et hus, var det i virkeligheden prisgivet. Sprøjtehuset, der var bygget i 1844, faldt for den moderne bebyggelse, men allerede mange år før havde Brønshøj fået sin brandstation ved Tomsgaardsvej.

Også i hjemmene udfoldedes en selskabelighed, som vore dage slet ikke kan holde mål med. Man hyggede sig i en næsten intens grad, man festede og gav hinanden øgenavne. Mange af disse var var født af tilfældigheder, men blev hurtigt slået fast. Der var dengang folk, der lød navne som “Dampskibet fra Ballerup”, “Den kolde bager”, “Bogfinken”, “Buldoggen” og “Pip-Olsen” Ingen af dem var egentlig ondskabsfuldt ment, men de gik ind i den tone af tilsyneladende harmløshed, der lå over landsbyen.

Lidt af den gamle selskabelighedens ånd holdt sig et stykke frem i tiden. Således festedes der i 1936, da Brønshøj Tivoli skulle ombygges, så længe, at de sidste gæster ikke var gået, før håndværkerne havde begyndt at rive huset ned.