Dengang Brønshøj var en sjællandsk landsby (13) - Til ildebrand uden slanger

Vor lokale forfatter Paul Moes skrev i 1949 bogen “Det gamle Brønshøj – og det nye”, og som fortæller historien om bydelen, som den var engang, og som den endte med at blive. Det er meget interessant stof, som vi på netavisen agter at bringe videre. Vi ved jo, at læserne er glade for historier om det gamle Brønshøj, hvilket helt klart kan ses på besøgstallene. Paul Moes boede i en lejlighed på Brønshøj Torv i den ejendom, hvor Lån & Spar ligger i dag. Man skal være opmærksom på, at bogen som nævnt er skrevet for 75 år siden, og at tiden efter ikke er med.

I dag er vi nået til 13. afsnit: Til ildebrand uden slanger !

Ved det lille primitive sprøjtehus på hjørnet af Kirkevej mødtes det tilsagte brandmandskab, når der var ildløs i Brønshøj. Brandvæsenet var lidet effektivt. Det tog tid, inden mandskabet var samlet, og sprøjten var sjældent i orden, når man skulle rykke ud. Sprøjtehuset, der var bygget i 1844, faldt for den moderne bebyggelse , men allerede mange år før havde Brønshøj fået sin brandstation ved Tomsgårdsvej.

Man havde to tilsigere, der så snart branden blev anmeldt styrtede rundt i byen og tilsagde det mødepligtige mandskab. Det drejede sig som regel om cirka 40 mand. De to tilsigere var til fods og blæste om natten i kohorn. Det tog sin tid, inden de nåede omgangen igennem, og ikke altid nåede de et egentligt resultat. Det var nemlig ikke ualmindeligt, at folk søgte at unddrage sig mødepligten og hellere ville betale en mulkt end at forlade den lune seng ved nattetid. Langt om længe – det kunne dreje sig om en halv eller hel time – var mandskabet mødt på samlingsstedet hos de to smede. Ved siden af smedien på hjørnet af Kirkevej stod det århundredgamle og temmelig faldefærdige sprøjtehus. I de lange perioder, hvor der ikke var brug for sprøjten, fik den lov til at stå og ruste. Man havde ingen garanti for, at den var i orden, når man skulle bruge den – og den var det sjældent ! Tilmed var det den eneste sprøjte indenfor at meget stort område.

Man slæbte sprøjten ud, og de gamle hampeslanger, hvis man overhovedet huskede dem. Det er faktisk hændt, at slukningsmandskabet ankom til brandstedet uden slanger, og så måtte man sende en mand hjem efter. Det tog også tid at nå brandstedet, særlig hvis det lå i Mørkhøj eller Vanløse. Var branden i Brønshøj, østes vandet op af gadekæret i store brandspande, som mandskabet styrtede afsted med i et sådant tempo, at der til tider ikke var meget vand tilbage, når de nåede sprøjten. Mens dette stod på, havde flammerne frit spil, og det var sjældent ret meget, der blev reddet. Men man kunne dog i visse tilfælde gøre en indsats for at begrænse ilden, så den ikke bredte sig yderligere.

Her ses et af det gamle brandvæsens forspand fotograferet under en opvisning for år tilbage.

Trods de spinkle resultatet er der ingen tvivl om, at den tids brandmænd gik op i arbejdet, til huset alligevel var brændt ned, men når det så var overstået, skulle de have noget at styrke sig på og hjemsøgte de nærmeste købmænd, der altid fik solgt, hvad de havde af øl. For de der ikke var mødt, var der et særligt regnskab at gøre op. Når tilsigerne venligt dagen efter sagde til dem, at nu måtte de jo i politiretten, fortrød de gårsdagens dovenskab. De spurgte beklemte, hvad de dog skulle stille op og fik det universalråd at byde brandfogeden på en genstand og betale de to kroner i bøde. For brandfogeden blev dagen efter en ildebrand derfor nok så drøj som selve branddagen, men hvad gjorde man ikke for at frelse sine bysbørn fra politiretten.

Det hjalp en hel del, da Brønshøj endelig fik sin egen brandstation på Tomsgårdsvej.

Også det der knyttede sig til ildebrande havde således sin egen hygge, undtagen for de brandlidte. Men selvom Brønshøj var blevet større, fandtes stadig i udpræget grad en følelse af fællesskab. Man var ikke bange for at give hinanden en hånd med, når der var brug for det. – Vejen til København var stadig lang og besværlig. Man kendte fra byen sporvogne, men endnu var de ikke nået til Brønshøj. Skulle man til byen, kørte man med hestekøretøj eller gik. Der var drenge fra Brønshøj og Husum, der i 90’erne gik i skole inde på Nørrebro. De var undervejs adskillige timer hver dag for at komme frem og tilbage fra skole.

Tiden var nu kommet, hvor man i større udstrækning begyndte at interessere sig for cykler, men man var klar over, at en cykel kunne være et farligt instrument, man skulle omgås med forsigtighed. Skulle for eksempel unge damer lære at køre på cykel, tog de på cykelskole i København, som om det havde drejet sig om at få et kørekort.. Men cyklen var et fremskridt. Der skulle snart følge andre efter. Meget af det nye tiden bragte med sig, blev modtaget med skepsis, men som regel varede det ikke længe. Blandt det nye der kom til Brønshøj, var telefonen. Man kendte den nok fra byen, men alligevel var det en begivenhed, og der gik år, inden mere end en lille kreds tillod sig at anskaffe noget så eksklusivt. Men da var den  heller ikke mere en luksus.