Dengang Brønshøj var en sjællandsk landsby (2) - Absalons Kirke

Vor lokale forfatter Paul Moes skrev i 1949 bogen “Det gamle Brønshøj – og det nye”, og som fortæller historien om bydelen, som den var engang, og som den endte med at blive. Det er meget interessant stof, som vi på netavisen agter at bringe videre. Vi ved jo, at læserne er glade for historier om det gamle Brønshøj, hvilket helt klart kan ses på besøgstallene. Paul Moes boede i en lejlighed på Brønshøj Torv i den ejendom, hvor Lån & Spar ligger i dag. Man skal være opmærksom på, at bogen som nævnt er skrevet for 73 år siden, og at tiden efter ikke er med.

Brønshøjs gamle, smukke kirke har landsbykirkens præg. Den er så gammel, at den måske er Københavns ældste bygning. På grund af sin beliggenhed kom kirken til at spille en rolle både under svenskekrigen og i 1807, da englænderne bombarderede København.

Den mere tidsfæstede del af Brønshøjs historie begynder ved statsmanden, præsten og krigeren biskop Absalon. For snart 800 år siden fik Absalon af Kong Valdemar den Store byen og borgen Havn ved Øresundskystensom som gave. Ved et gavebrev senere lod Absalon det hele gå ind under Roskilde bispestol. I dette gavebrev der i 1193 stadfæstedes af paven, nævnes Brønshøj Kirke, som Absalon ønskede skulle blive i hans eje, så længe han levede.

Absalon havde en gård i Brønshøj, og meget tyder på, at han selv har ladet kirken opføre. I hvert fald er det sikkert, at Brønshøj Kirke er en af Københavns ældste bygninger. Oprindelig bestod kirken kun af et skib og kor, men omkring år 1400 blev tårnet bygget.

Den gamle kirkebygning bærer så umiskendelig landsbykirkens præg, og dermed er præg af noget typisk dansk, som tiden aldrig har kunnet løbe fra. Dens mure blev de eneste, der fik den fornødne bestandighed til gennem århundrede at følge landsbyens liv i glæde og sorg og til at opleve den udvikling, der skulle gøre Brønshøj til en del af København.

I tidens løb har der været foretaget en lang række ændringer, restaureringer og tilbygninger til kirken. Heller ikke det indre har undgået forandringer. I kirketårnet hænger to klokker. Den ældste er fra 1509, men blev omstøbt i 1845. Det var ikke usædvanligt, at man lod kirkeklokker omstøbe, og det kunne hænde, at de blev “brustne” i klangen eller simpelthen slog synlige revner som følge af slid. Værst gik det ud over klokkerne efter dødsfald indenfor kongehuset, hvor der ofte blev ringet med dem i mange timer ad gangen.

Klokken fra Brønshøj Kirke har således delt skæbne med mange andre.

Også den anden klokke, der har en latinsk indskrift, som fortæller, at den er blevet støbt til Stora Køpinge kirke i Skaane i 1590, har en historie. Man har tidligere ikke været helt klar over, hvordan det var gået til, at denne klokke var havnet i Brønshøj Kirke. Ved to lejligheder i Danmarkshistorien har konger imidlertid ladet udskrive kirkeklokker for at lade malmen anvende til støbning af kanoner. Nogle år efter den sidste udskrivning, lå der endnu et lager af ubenyttede klokker tilbage i kobbermøllen ved Kronborg. Disse klokker blev så fordelt til kirker, der havde måttet aflevere. På den måde er det antagelig gået til, at klokken fra Stora Købinge kirke nu hænger i kirketårnet i Brønshøj.

Altertavlen i kirken er fra 1587, mens prædikestolen er næsten et århundrede yngre. Den er skåret i 1678 af Lorentz Jørgensen fra Holbæk, der var datidens berømteste billedskærer, og hans navn var dengang kendt langt udenfor landets grænser og vurderes stadig højt. Hans arbejder hører til de mest værdifulde skatte danske kirker ejer. Slægt efter slægt har søgt kirken. Absalon har været der og Eleonora Christine, der som gammel kvinde efter 22 års fangenskab i Blåtårn en tid boede hos en slægtning på Husumgaard. Både hun og tidernes navnløse skare har her bedt den bøn  om trøst og styrke, som angsten for livet har givet dem behov for.

En række præster og degne har tjent den gamle kirke. Bag hvert eneste navn ligger en skæbne, historien om et menneskeliv på godt og ondt.

På billederne ses fem af sognepræsterne i tiden fra slutningen af halvfemserne og frem til vore dage, (bemærk at bogen er skrevet i 1949) ! Det er fra venstre H.M.N Wamberg . S.H. Holck – H.P. Aastrup – C.C. Jespersen og W.A.A.G. Sparring-Petersen.