Dengang Brønshøj var en sjællandsk landsby (7)

Vor lokale forfatter Paul Moes skrev i 1949 bogen “Det gamle Brønshøj – og det nye”, og som fortæller historien om bydelen, som den var engang, og som den endte med at blive. Det er meget interessant stof, som vi på netavisen agter at bringe videre. Vi ved jo, at læserne er glade for historier om det gamle Brønshøj, hvilket helt klart kan ses på besøgstallene. Paul Moes boede i en lejlighed på Brønshøj Torv i den ejendom, hvor Lån & Spar ligger i dag. Man skal være opmærksom på, at bogen som nævnt er skrevet for 73 år siden, og at tiden efter ikke er med.

I dag er vi nået til 7. afsnit:

Vandtårnet ved Brønshøjvej skiftede omkring 1930 helt udseende. Oprindelig stod der, som det ses på billedet, et morsomt lille vandtårn på stedet. I virkeligheden var det bare en beholder på et stålstativ. Det blev efterhånden nødvendigt at udskifte tårnet med et større.

23-årig på skolebænken

I et brev til stiftsprovsten redegør en af Brønshøjs præster, Hieronymus Larsen Aaschou, der kom til Brønshøj i 1736 således for en temmelig besynderlig sag. Han skriver – (og tag nu en dyb indånding, for det er ret så svært at tyde det gamle sprog):

Velædle Velærværdige Hr. Provst.

Det bedrøver mig artig Dend høye Øvrighed skal faae anledning at falde på same tancher om dette sted som Abraham og Sezar at ingen Gudfrygtighed er at finde, siden et menneske er opdaget, som er 23 aar gammel og endnu iche har været til Guds bord, men jeg vidner for den levende Gud, at jeg aldrig har vist saadan et menneske var i sognet, førend da jeg for 14 dage siden gich omkring at forfatte mandtal over alle, som findes i sognet, deels at løsgiengere som ingen skudsmål har kand blive udryddet, deels at mandtallet over det fattige væsen des rigtigere kunne blive forfattet, da jeg til størst forundring forefandt dette ælendige menneske, der slet intet kender til Gud, iche kender een bogstav i nogen bog, jeg maatte da spørge Degnen Anders Jensen, hvorfor hand iche det hafde for mig tilkiendegivet, der kunne aldt i den tid jeg har været her blevet raadet boed paa saadan ugudelighed og forargelse. Hand svarede, at hand icke kiendte ham, som er meget underlig; hand som har været i embedet i 30 Aar. Hans embede er fornemmelig at undervise ungdomen, var ukyndig  i dend sag huoraf Hr. Provst ser huor ilde jeg er faren i den Post. Hand har nu lovet at forfatte mandtal over sognets ungdom og dens udeblivelse til læsning og strax tilkiendegive mig det.

Det nye – den cirka 30 meter høje betonklods som ses her på billedet – byggedes umiddelbart ved siden af det gamle og en tid stod de side om side, indtil det nye blev taget i brug i januar 1931, og man rev det gamle ned. Det nye indeholder to store beholdere på hver 1.5 millioner liter, og dets største vandstand er 66.8 meter over havoverfladen.

Da jeg ingen underretning fik hos Degnen, lod jeg forældrene til mig kalde som endelig kom efter jeg 3 gange med trusel hafte sendt bud til dem, jeg tilspurgte dem af huad aarsag hand var saa uvidende, og de hafde forsømt sådan.

Moderen undskyldte sig, at i hendes ungdom var hun fattig, og ingen skal den tied hafve skriffuet, hun havde tient i et sogn ofte i et andet og ingen steds lært noget.

Stiffaderen: at da hand var komen under hands opsigt var han aldt stor, gammel og stifsindet, at han iche kunde høye ham og derfor iche var komet til læsning i Skoele, Kirche eller Byen, men da jeg spurgte videre, huorfor  de ikke sligt hafde mig tilkiendegivet og ladet ham tillige med ald dend anden voxne ungdom kome til mig paa bestemt tied efter tillysning af predichestolen til Confirmationen kom endelig dend rette aarsagud, de frygtede hans skulde blive soldat og meente saalænge hand endnu iche hafde været til guds bord, kunde hans iche bruges til soldat, og det som er aarsag med denne er og aarsag med den andre af det voxne mandskab, som befrygtes at blive soldater, at de fortier deris Alder, og Præsten maa møde og tuinge med til undervisning og Confirmation. Hand har nu begyndt at gaae i Skole, det vil blive meget svært og sildigt med ham, hand kan iche læse een linie paa en hel dag, saa een af børnene maa stændig side at læse for ham, jeg besøger ham engang om dagen, naar tieden det tilader. Gud hjælpe mig baade med ham og andre, som min formand har admitteret og er kund lidet bedre end han.

                            Brønshøjs gamle, smukke kirke så også sådan ud dengang, denne historie blev til.

Denne mulighed har været at asylum for alle vankundige folck, dend er som som et gammelt saar, den kand læges med behøver tied og forsigtighed, jeg maae lære mig at lide og paatalis af dem, som menighedens forrige tilstand er iche kiendt, aldt dette skal dog ey giøre mig kleinmodig, jeg haaber dog de med Jesu hjælp skal blive min glæde og Crone. Gud velsigne min Hiærte. Hr. Provst fordi hand undskyldte mig for Stiftamptmanden, jeg skal med Jesu hielp igien glæde ham med menighedens fremvæxt og forbedring. Guds styrche ham med kraft af det høye, den ønsker etc…..

Alene dette brev, (red.: som var hårdt at komme igennem) – giver et sådant indblik i den tid, at det ville være tilstrækkeligt grundlag for en roman.

Det giver i et glimt indtryk af præsten, degnen og hvilken skræk, der var blandt ungdommen for at blive indkaldt til soldat. Denne soldatertjeneste må have været en gru. Måske forstår man det bedre, når man tager i betragtning, at det ikke den gang var ualmindeligt, at den danske konge udlejede regimenter til krig i fremmede lande.

Serien fortsætter ..