Dengang Brønshøj var en sjællandsk landsby (9)
Vor lokale forfatter Paul Moes skrev i 1949 bogen “Det gamle Brønshøj – og det nye”, og som fortæller historien om bydelen, som den var engang, og som den endte med at blive. Det er meget interessant stof, som vi på netavisen agter at bringe videre. Vi ved jo, at læserne er glade for historier om det gamle Brønshøj, hvilket helt klart kan ses på besøgstallene. Paul Moes boede i en lejlighed på Brønshøj Torv i den ejendom, hvor Lån & Spar ligger i dag. Man skal være opmærksom på, at bogen som nævnt er skrevet for 74 år siden, og at tiden efter ikke er med.
Det lille hus på byvejen, der ses på dette billede, blev almindeligvis kaldt <<sporemagerens hus. I gården bagved var der værksted, og her drev sporemageren sit ældgamle håndværk, forarbejdning af ridesporer. Lige indtil de moderne trafikmidler fik overtaget, var fabrikationen af ridesporer egentlig en industri. På værkstedet der blev drevet af sporemager Hansen, var der i perioder indtil en snes mand beskæftiget.
Og her ses den moderne bygning, Brønshøjvej 12, der afløste sporemagerens gamle hus. Den er bygget i de senere år og var fuldført i foråret 1949. Det er Brønshøjs mest moderne ejendom, og den er indrettet med alle tidens byggetekniske finesser.
I dag er vi nået til 9. afsnit: – Byldepest
I slutningen af 1750’erne hærgedes Brønshøj af børnekopper og byldepest. Det var en epidemi, der krævede mange dødsofre. Heller ikke præstegaarden undgik sygdommen. I et brev til biskoppen skriver den daværende sognepræst, P.L. Hersleb således:
– Vi havde omsider hørt, at Børne-Kopperne have giæstet Børn, som vi haabe allerede ere restituerede. Mine Børn derimod have faaet plage af Byld, sær den mindste, som for nærværende Tiid er udi en ynkværdig og lamentabel Tilstand, ty han har 6 store Bylder paa eengang at drages med. Jeg og min Kone har aldrig på eengang været friske, aldt af Bylder, voris Jomfru ligeledes paa sine Hænder, saa vi har lært, at Bylder kand smitte andre, endnu gaar jeg med en på min Mave, hvor dend skal bøyes, som er mig til stoer Hinder. Gud har på denne Maade meget nedbøyet os, som hans faderlige Hiærte igen vil glæde os effter de dage. Sygdom har vi ogsaa paa vore Heste…
Pastor Hersleb var iøvrigt en af Brønshøjs mest skrivende præster. Han udarbejdede således en lang og grundig beskrivelse af Brønshøj kirke, der endnu findes i rigsarkivet.
Han var eb meget virksom mand og gik ivrigt op i sin gerning i sit store sogn, selvom det ikke var særlig folkerigt. Mod vest nåede det forbi Husum med grænse mod Herlev. Mod nord gik grænsen ved de store moser, der lå mellem Husum og Søborg. Mod øst gik grænsen omtrent ved den nuværende Lyngbyvej og mod syd stødte det op til det yderste Nørrebro og Frederiksberg. Inden for dette meget store område lå Husum, Vanløse, Bispebjerg, Emdrup, Utterslev og Rødovre. Mod København lå grænsen ved “Løgten”, en gammel kro, der lå, hvor nu Slangerupbanens station ligger. “Løgten” var langt op i tiden et af de centrale punkter, fordi kroen var et sted, hvor man holdt rast, når man fra Brønshøj var på vej til byen. Herinde fra strakte Frederikssundsvejen sig mod nordvest som en dårlig og ikke særlig bred vej med dybe grøfter på begge sider. Vejene var i en elendig forfatning, og man skulle så vidt muligt holde sig inde efter mørkets frembrud. Det var ikke sjældent, at der færdedes ugerningsmænd ude. Desuden havde overtroen endnu engang et meget stærkt tag i befolkningen, og mørket var yderligere med til at give den trivsel.
På hjørnet af Brønshøjvej og Valløvej lå indtil for ca. 20 år siden den gamle gård på dette billede. Den tilhørte Carl Jochumsen. Længere er det ikke siden, at denne typiske landsbyidyl fandtes i Brønshøjs centrup. Den var en smuk, gammel sjællandsk bondegård. Da den var borte, blev den store ejendom “Valløgård” der ses på billedet nedenfor bygget. Kontrasten mellem de to billeder er så udtalt, at den bedre end noget andet fortæller, at den gamle tid nu var uigenkaldeligt forbi for Brønshøj.
En af degnene i Brønshøj androg således om, at bønderne måtte køre for ham, når han skulle holde aftenlæsning i nabolandsbyerne indenfor sognets område. Hans brev om, at andragendet må bliver efterkommet slutter han med ordene: – da jeg nu, om Gud vil, paa førstkommende Søndag begynder min Aften Læsning i Rødovre og skal reyse ad denne vey i Mørke og Mulm Kl. 9 á 10 om natten med største livsfare …
Embedet som degn var iøvrigt oprindeligt ikke så dårligt, men var i hvert fald en tid næsten bedre aflagt end præstens.
Degneboligen var en lang gammel bygning, der lå mellem præstegården og kroen. Den fandtes endnu helt op i tiden omkring udbrudet af første verdenskrig.
Mange af hverdagsproblemerne var dog selv i den gamle landsby ikke så forskellige fra de, man kender i dag. Kampen for brødet var det væsentligste, men også kærlighed og had var medbestemmende for livet i landsbyen. Moralen var dengang nærmest et offentligt anliggende, Man fulgte med, og man dømte hårdt. Særlig sognepræsten kunne have grund til spekulationer over den. I eet tilfælde nævnes således, at der nær var blevet skandale, fordi en brud “nær havde giver barsel i kirken”. Brønshøjhistorikeren Valdemar Møller fortæller således: “Foruden sognets egne folk er en mængde soldater blevet viet i kirken – endnu flere blev dog udlagte som barnefædre”.
Først omkring året 1790 fik Brønshøj sogn sin anden skole. Det skete, da der ved Utterslev gadekær opførtes et anneks til den gamle Rytterskole. Der skulle gå omkring et århundrede, inden Brønshøj fik sin næste skole.
I løbet af de tpo århundreder, hvor Brønshøjs børn hentede deres lærdom i Rytterskolen, skete der ikke mange ændringer i landsbyen. Hovedstadens vækst blev mere mærkbar. Selv voksede Brønshøj også gradvis, men det gik langsomt. Et og andet bragte de nye tider med sig, men landsbyens struktur ændredes ikke. Slægt fulgte efter slægt, og livet gik sin stille gang. Først omkring år 1800 ophævedes bylaugene, og i stedet indførtes sogneforstanderskaber. Det var, som om denne nyordning virkelig bragte liv i det kommunale arbejde, der ellers var ved at visne hen i traditioner og fordomme.