Det blev en historisk nytårsaften for os alle

Det blev en lidt anden nytårsaften for mange, da Dronning Margrethe i sin tale meddelte, at hun den 14. januar abdicerer som dronning, og Danmark så igen får en konge for første gang siden 1972. Uanset hvad så kom det som lidt af en bombe, og det har utvivlsomt præget fejringen af det nye år.

foto: Christian Christensen

Lad os her i indledningen ønske alle et godt nytår. Vi håber de fleste kom gennem nytårsaften uden problemer. Der var jo igen købt oceaner af krudt, men vejret var ikke ligefrem med de mange, der især efter midnat var ude og fyre af.

Desværre var der igen nogle uromagere, der ikke kunne nøjes med fyrværkeriet. Flere containere blev rullet ud på kørebanen ikke langt fra Føtex og MIK M, men heldigvis uden nogen kom til skade. Tidligere på aftenen smed en person noget krudt ind i kiosken på Husum Torv, hvorved der skete materiel skade og en enkelt blev ramt.

Men nu er vi i gang med et nyt år – og så er der næppe tvivl om, hvilken begivenhed i årets første måned, der bliver den største.