Det gamle Skotsman Jensen hjørne står stadig tomt
Efter at Imerco i sin tid stoppede på Husum Torv, nærmere bestemt på Frederikssundsvej 323 har de store lokaliteter til stadighed stået tomme. Og vi taler efterhånden om flere år. Hvad det skyldes vides ikke, men noget kunne tyde på, at man har sat en for høj pris.
Nuvel – der er tale om mange kvadratmeter – det er jo hele stueetagen i den store ejendom. Flere har undervejs – bl.a. netavisen – foreslået en opdeling af lokaliteterne til f.eks. tre eller fire lejemål, og det har man tilsyneladende også forsøgt – uden held. Kigger man på strækningen mellem Ågerupvej og Islevhusvej, så er der jo en del til salg. Ret uhyggeligt at tænke på, hvor mange butikker, der efterhånden står tomme.
EDC Poul Erik Bech Erhverv har fået opgaven med hensyn til det gamle Skotsman Jensen hjørne, men det er åbenbart en svær opgave, for der er intet sket endnu.