Dyreplankton, lyd og lys i vandtårnet

En lyd- og lysperformance indtager snart Brønshøj Vandtårn med en hyldest til dyreplankton og deres gådefulde undersøiske tilværelse.

Lør. 11. og 12. marts i tidsrummene kl. 19-19.45 og 20.30-21.15 inviteres publikum ind i vandtårnets mørke for at blive omringet af dyreplankton – særligt copepoderne, bedre kendt som vandlopper. Performancen har titlen Spectral Chasings_Plankton Style og bag den står Brænder & Co, Sofia Ivarsson og engelsk-tyske John Lemke.

 

Værket er en hyldest til copepodernes boblende og spøgelsesagtige tilværelse og undersøger de mystiske forbindelser og forskelle mellem mennesket og loppen med drømmende lyde og flimrende lysglimt. De små skabninger er så godt som usynlige for det blotte øje, men de har indtaget havene i monstrøse sværme, der kan ses fra satellitter og snart også i Brønshøj Vandtårn.

 

Performancen er skabt specifikt til vandtårnet. Et begrænset antal gratis billetter fås på billetto.