Efter de første syv kampe har Fix kun tabt to og ligger i midten
Det virker som om, Fix har fået pænt styr på tropperne. Weekendens kamp på Kløvermarken mod CIK sluttede uafgjort 2-2 efter 0-0 ved pausen. Så efter de første syv kampe har Fix kun gået fra banen to gange som taber, og holdet ligger lige nu placeret i midten af den københavnske Serie 2.
Det blev et ganske jævnbyrdigt møde mod CIK, som også ligger i midten af rækken. Hjemmeholdet kom foran efter pausen, men efter 65 minutter udlignede Norreddine Amadid til 1-1 på en assist fra Morten Lauritzen. Det lykkedes også for Fix at bringe sig i spidsen efter 78 minutter ved Jakob Kronbøl, og her var det Noah Gelvan der assisterede. Den føring holdt dog kun et par minutter, så udlignede CIK til slutresultatet 2-2.
På lørdag skal Fix spille på hjemmebanen i Pilesvinget, hvor rækkens bundhold SC Amager kommer på besøg.