Et brag af ”Fall” koncerter lukker og slukker Kulturhuset Pilegården.

Der er ikke mange i 2700-området, som ikke kender vores lokale medborger-og kulturhus Pilegården på Brønshøjvej. Men skulle der endnu være nogen, som ikke har oplevet stedet, så skal man nok til at tænke på at besøge det, mens tid er. Eventuelt til et af de mange skønne arrangementer, der afholdes, f.eks. koncerter fra foreningen JAZZiVÆRK. Her fortæller foreningen lidt om de kommende planer, indtil det gamle medborgerhus lukkes ned for senere at åbne på Brønshøj Gamle Skole.

   Kira Skov

Så blev det efterår og kulden udenfor lokker os indenfor i varmen, også når det gælder
kulturoplevelser. Og heldigvis har vi lidt endnu, et kulturhus i vores lokale bymidte, nemlig
Pilegården. I dette efterår inviterer foreningen JAZZiVÆRK (der også arrangerer Brønshøj Sommer
Jazz) indenfor på Pilegården til en perlerække af spændende koncerter. Der er lidt for enhver
smag, men fællesnævneren er, at det virkelig er cremen af den danske musikscene, der gæster
byen i løbet af efteråret. Selvfølgelig i jazzede nuancer. Først og fremmest kan man opleve den
anmelderroste Kira Skov den 12. november.

Med sit seneste album Spirit Tree er Kira blev rost til skyerne i
både ind- og udland, og man kan sige, at hun lige nu er på toppen af sin karriere. Her er tale om en
intimkoncert med fokus på intens og nærværende musik.

Dagen efter den 13. november kan man opleve en børnekoncert med Sille Palle, som nok er Danmarks mest elskede børnejazz duo, særligt af de mindre børn.

   Sille og Palle

Senere samme aften er der dansejazzkoncert med en større orkester med sangerne
Søren Baun, Alain Apaloo og Mai Seidelin i front. Her vil repertoiret være verdensmusikinspireret
og med fokus på det høje humør og dansable rytmer. Den 18. november besøges Brønshøj af Norma
Winstone fra England sammen med Marilyn Mazur´s special 4. Denne koncert er noget ganske
særligt og den eneste af slagsen i Danmark.

   Marilyn Mazur

Orkestret spiller simpelthen kun i Brønshøj på vej til en større festival i Tyskland. Vi elsker alle Marilyn Mazurs percussionunivers, og sammen med Norma
Winstones unikke vokal kan det nå uanede højder. Denne koncert er simpelthen en ener. Fall Jazz
koncertrækken afrundes med en sikker vinder, nemlig en julekoncert med Cæcilie Norby. Og på
den måde kan vi sige farvel og tak med manér, til Pilegården, som vi kender det i dag, og vente
med spænding på, at det genåbner i den gamle skole i 2023