For os der husker de gamle dage "Sporvognsminder fra det gamle Brønshøj og Husum" afsnit 15
Den inderste sporsløjfe på Brønshøj Torv anvendtes lige til omstillingen af sporvognslinje 5 til busdrift i 1972 til vending af visse sporløb. Her er det et gammelt vogntog på Linje 7, der benytter sløjfen cirka omkring 1960. Læg mærke til pølsevognen til venstre – dengang var der ikke problemer med at have en sådan stående på torvet.
Det nederste billede viser Linje 7 ved Degnemose Allé, hvor den jo mest holdt til. De gode gamle biler på billedet afslører jo helt klart, at vi er tilbage i tresserne. Kun de to store ejendomme bagerst står stadig som dengang. De to nærmeste hjørner blev revet ned, og til venstre er der nu en Netto, mens Aldi har det modsatte hjørne.