Fredag og lørdag kommer julen for alvor til Brønshøj og Husum

Selvom man hist og her er tyvstartet lidt på julen, så kommer den for alvor til Brønshøj og Husum fredag og lørdag. Brønshøj Torv lægger ud fredag med juletræstændingen, og dagen efter følger Husum efter på hjørnet af Frederikssundsvej og Husumvej overfor Føtex. 

               

I sær juletræstændingen Brønshøj Torv er lidt speciel i år, eftersom det er to debutanter, der står bag det store arrangement. En artikel i 2700-netavisen i april som fortalte, at der var fare for, at der ikke ville komme noget juletræ på Brønshøj Torv blev lagt ud på avisens facebookside, og den gav reaktioner !

Breaking news: Juletræet på Brønshøj Torv er i fare

Selvom vi kun skriver april, så kan vi konstatere, at juletræet på Brønshøj Torv er i fare.

En lokal beboer i Brønshøj, Jes Haslund så historien og kontaktede netavisen, og her fra kørte tingene bare afsted. Vi kunne ikke lang tid efter præsentere en dejlig nyhed:

Der kommer juletræ på Brønshøj Torv !

I dag – oven på alle de mere eller mindre negative skriverier om Brønshøj Torv kan vi så fortælle, at to friske gutter har påtaget sig jobbet, og at der kommer juletræ på torvet, så den gamle tradition holdes i hævd.

De to er – som vi har nævnt flere gange i netavisen – Jes Haslund og Martin Greve Halse, som begge bor i Brønshøj med deres familier. Et stort og temmelig besværligt arbejde munder ud i juletræstændingen fredag på Brønshøj Torv. Flot gået af de to debutanter !

Programmet på Brønshøj Torv fredag: 
 

·         Velkomsttale ved sognepræst Peter Nejsum

·         Korsang v/ Brønshøj Kirkes børne- og pigekor

·         Julemandssjov for børnene

·         Juletræstænding (ca. kl. 18:00)

·         Uddeling af lidt julegodter til børnene

·         Tak og glædelig jul!

Og dagen efter – lørdag – så tændes juletræet i Husum

Det sker fra klokken 16.00 til 17.30.

Programmet i Husum:

Som sidste år foregår det på hjørnet af Husumvej og Frederikssundsvej. 

Hele arrangementet starter klokken 16.00 med at Husums jule orkester begynder at spille julemelodier.

Imens orkesteret underholder, kan man holde varmen ved at købe varme æbleskiver og dermed støtte Husumvold Spejderne.

Og de voksne kan støtte Rotary Brønshøj ved at købe varm gløgg.

Begge steder kan man betale med Mobil Pay. Men rede penge er selvfølgelig også brugbare.

Klokken 16.30 bydes der velkommen, og som ny tradition,( indført for et par år siden ), synger et stort børnekor fra Husum og Husumvold Kirke kendte julesange.

Derefter kommer nogle voksne med dybe stemmer fra Havnearbejderkoret og synger andre dejlige julesange.

Ca. klokken 16.50 kommer så årets juletale, som igen i år holdes af børne- og ungeborgmester Jesper Christensen.

Så skal det store træ tændes, og det vil selveste JULEMANDEN hjælpe til med. Han ankommer i veteran brandbil som tidligere år.

Derefter vil JULEMANDEN blive løftet op mod træets top, og han vil så tænde træet.

Så skal der danses rundt om træet og synges julesange sammen med de førnævnte kor og julemanden.