Hånden på hjertet - savner vi ikke denne vidunderlige oase - og især nu

Vi bliver aldrig trætte af at skrive om det gode gamle friluftsbad på Bellahøj. Det som ikke bare tiltrak lokale badegæster, men også folk fra nær og fjern. Det var ganske enkelt den mest vidunderlige oase, man overhovedet kunne forestille sig. Og for pokker hvor vi savner den. Ikke mindst når vejret er som nu. For os der oplevede Bellahøj Badet, står minderne soleklart i erindringen. Hvor mange af de lidt ældre læsere har ikke taget cyklen og med store forventninger begivet sig til hjørnet af Bellahøjvej og Frederikssundsvej, når den mindste mulighed for at gøre det var til stede ? Og det var jo ikke bare bassinerne som tiltrak. Nej da – også de grønne omgivelser. Der var store arealer med græs, hvor man kunne “slå lejr” for de næste timer – lige indtil ens gummibånds farve blev råbt op gennem højtalerne. Så var det slut for denne gang – med mindre man kunne snyde sig til endnu et par timer. Ak ja. Vi har som nævnt skrevet om dette paradis flere gange, og med de varmegrader vi har lige nu, så gentager vi en af de hyldestartikler fra tidligere. Brug et par minutter på at skrue tiden tilbage til de gode tider på Bellahøj – og så fortsat god sommer. Husk solbeskyttelse, godt med vand og find et plet med lidt skygge.

Og så til historien man aldrig bliver træt af – “Dengang vi havde det gamle Bellahøj Friluftsbad”…

DSC01949

Jovist er det da flot – det nye Bellahøj Bad – ingen tvivl om det. Men tager vi meget fejl, om ikke der er mange i bydelene, som ind i mellem savner det gamle friluftsbad ? De forskellige bassiner – 10-metervippen – det hyggelige græsareal, hvor man kunne ligge og sole sig og i det hele taget opbygningen som gjorde, at man var i fri luft hele tiden.

Flere – inklusive netavisens redaktør – har tilbragt mange herlige timer helt fra badets åbning i 1960 og i årene efter. Når skoledagen var afsluttet, så skyndte man sig op i den skønne oase for at få den længe ventede dukkert i det opvarmede vand. Det var bare lykken. Og blev man sulten, så kunne man købe pølser og is oppe i kiosken. Kneb det lidt med pengene, så smagte et almindeligt pølsebrød med sennep og ketchup bare skønt.

Man gik rundt med gummibånd i forskellige farver om håndleddet – afhængig af tidspunktet, man var kommet, og når tiden var udløbet, blev man råbt op over højtalerne. “Alle drenge med blå bånd skal gå til omklædningen”, (eller hvad det nu var, der blev sagt). Så gik man den tunge gang op i brusebadet, hvor man blev skyllet endnu engang, og derefter ind i hallen, hvor der blev udleveret tøjposer med ens ting i. Lykken var, hvis man kunne finde en brugbar billet på gulvet, så man “kunne ankomme på ny” – og få badetiden forlænget ! Det var ganske vidst lidt snyd, men det tog vi drenge ikke så tungt, for os gjaldt bare om at komme i vandet igen.

DSC01950

Mange somre er blevet nydt i det gamle friluftsbad. Som regel i ferien havde man madpakke med og en sodavand, og så var der måske også lige til en sodavands is. Det var simpelthen bare lykken.

En lille anekdote skal med til sidst. Netavisens redaktør havde i tidens løb vovet sig fra en-meter vippen og op på treeren. Det var fantastisk. De fleste kammerater pralede med både femmeren, syveren og få af dem med tieren. Det lykkedes mig også at komme op på femmeren, og glæden var ubeskrivelig. Men derefter tog jeg turen helt til tops – på ti-metervippen. Mest for at lukke munden på de kammerater, som pralede af at have sprunget der fra. Jeg husker, at alene turen op af de små trin var rædselsfuld. Men omsider nåede jeg op – og hold da op hvor var der langt ned. Udsigten var imidlertid fantastisk.

DSC01955

Bademesteren råbte og skreg, at jeg skulle springe, men jeg var stiv af skræk. Så jeg tog mig god tid. Alternativt kunne jeg kravle ned igen, men den tur ville næsten være værre. Efter nogle minutter tog jeg beslutningen. Jeg råbte ned til bademesteren, at jeg var klar, og så stod jeg ellers og kiggede ned. Ovre på Frederikssundsvej kørte Linje 5 på vej mod Brønshøj Torv. Bademesteren råbte igen, og så sprang jeg med helt samlede ben. Jeg røg ned og rørte bunden, men lykken og stoltheden strømmede gennem mig. Jeg havde for første og sidste gang i hele mit liv sprunget fra ti-meteren !

DSC01952

Er der noget at sige til, at den ti-meter vippe blev noget helt specielt i drengeårene ? Så da man fra Bellahøj Badet for nogle år siden meddelte, at nu skulle tårnet rives ned, så måtte jeg naturligvis op og overvære hvert minut af sidste akt. Det viste sig bare at være mere besværligt end forventet. Man brugte nærmest 5-6 timer på projektet, fordi tårnet var fyldt med stålwirer. Samtidig skete det på en grå, halvkold dag med støvregn, hvilket gjorde det til en endnu mere trist affære. Fra hallens balkon havde man frit udsyn til nedrivningen. Der blev taget flere billeder undervejs, og dem håber jeg dukker op på et tidspunkt. Når det sker, vil netavisens læsere naturligvis blive præsenteret for en reprise af tårnets endeligt.

Ja det var såmænd bare lidt minder fra en dejlig tid i drengeårene, men dem har man da lov at have !