Helge Baun Sørensen fortjent modtager af Lokaludvalgets bydelspris 2024
Brønshøj-Husum Lokaludvalg har uddelt en bydelspris siden 2012. Bydelsprisen er lokaludvalgets måde at hylde en person, gruppe, forening, institution eller forretning, der har gjort en særlig indsats for at gøre vores bydel til et endnu mere attraktivt sted at bo, handle og leve i. Når lokaludvalget skal beslutte, hvem der skal hædres med Bydelsprisen, spørger lokaludvalget altid bydelen til råds. I år har lokaludvalget modtaget 28 gode forslag.
Alle fotos i artiklen: Brønshøj-Husum Lokaludvalgs sekretariat
Helge Baun Sørensen modtager lokaludvalgets bydelspris for sit frivillige arbejde via Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev, hvor han holder arkivet åbent, skriver artikler og bøger og utrætteligt inviterer til populære foredrag og byvandringer. Som en sand mester formidler han bydelens 1000-årige historie lige fra Bronzealderens gravhøje i Bellahøjparken til Tingbjergs opståen.
Helge Baun Sørensen har en utrolig sans for at grave de sjove, rørende, utrolige, farlige, forunderlige beretninger frem om det levede liv i Brønshøj-Husum – fra arkiver og ved at få borgerne til at fortælle om eget eller forældre og bedsteforældres liv her. Helge Baun Sørensen har givet os alle indsigt i, hvad bydelens liv hviler på, og hvordan mange og meget forskellige borgere har bidraget til udviklingen. Han er derfor en god ambassadør for vores bydel.
På en smuk solbeskinnet eftermiddag fik Helge Baun Sørensen torsdag eftermiddag overrakt Brønshøj-Husum Lokaludvalgs Bydelspris på 10.000 kr. i Rytterskolens have.
Netavisen siger stort tillykke til prismodtageren – det er så fortjent !