Husum blev sat alvorligt på plads af topholdet Skovshoved i målorgie

Fredagens topkamp i Husumparken mellem hjemmeholdet og Skovshoved blev særdeles underholdende med i alt hele ni mål ! Desværre for Husum var det gæsterne, der scorede flest og vandt med hele 6-3 efter 4-0 ved pausen.

På godt 10 minutter i første halvleg – fra det 28. til det 39. minut scorede skovserne hele fire gange, og så var den kamp definitivt lukket. De 4-0 blev også resultatet, man kunne gå til pausen med.

Husum kom meget bedre med i de sidste 45 minutter. Først reducerede Magnus Andresen efter en assist fra Mike Stenspil, men glæden varede ikke længe, før Skovshoved øgede til 5-1. Igen fik Husum reduceret til 5-2 ved Rasmus Rosenberg, men gæsterne slog med syvtommersøm den sikre sejr fast nogle minutter senere til 6-2, og så var det kun kosmetisk, at Magnus Andresen fik pyntet til slutresultatet 6-3 i de døende minutter.

Når man taber så sikkert til en bedre spillende modstander, behøver man ikke at ærgre sig. Så til Husum – op på hesten igen, når næste kamp spilles. Det bliver på lørdag den 10. maj ude mod Dragør. Her fløjtes op kl. 12.00.