Husum Boldklub fortsætter samarbejdet med Boldklubben Union
For at skabe et stærkt og attraktivt miljø, har Husum Boldklub og Boldklubben Union således valgt at forsætte samarbejdet omkring U16 piger, som startede sidste år.
Det overordnede mål med samarbejdet er på den korte og lange bane at sikre et lokalt bæredygtigt grundlag for 11-mands pigefodbold. Der er ikke tale om et eliteprojekt. Det afgørende er at skabe et udviklende miljø med fokus på at fodbold skal være sjovt og på et stærkt socialt fællesskab!
Begge klubber har velfungerende pigeafdelinger, men oplever som de fleste sportsforeninger, at det er svært at fastholde især de ældste piger. På det alders niveau er der både efterskole, gymnasium, fritidsjob og andre ting i livet der trækker. Med U16 pigesamarbejdet ønsker klubberne at skabe et miljø, som er så interessant, at pigerne holder fast i fodbolden og forhåbentlig kan udvikle sig til dygtige dameseniorspillere.
Begge klubber – med samlet 222 år på bagen – deler værdier omkring ambitioner, fællesskab, social ansvarlighed og et sted hvor alle kan mødes.
– Da vi i november blev enige om et samarbejde med vores U16 piger, havde vi ikke i vores vildeste fantasi regnet med at være nået til hvor vi er i dag, lyder det fra trænerteamet.
– Pigerne var meget nervøse over pludselig at skulle spille sammen med en gruppe piger, som de ikke kendte, og nogen havde i starten en del modstand på alt, hvad vi forsøgte.
Et socialt arrangement, støttet af begge klubber, var med til at lukke op og give pigerne mod på tingene, og herfra begyndte tingene at tage fart.
– Udviklingen af holdet og den enkelte spiller stod øverst på dagsordsordenen, og resultaterne var underordnede. Hvis bare de tog de ting med, som de trænede op til kampe, så skulle resultaterne nok også komme, fortæller Anders Hein Pedersen der sammen med Jannick Michael Henriksen trænede Husum Boldklubs U16 piger før samarbejdet med BK Union. – Og det må vi sige de har gjort. 7 kampe, 7 sejre, en målscore på 32-3 og rækkevindere, supplerer Jannick Michael Henriksen.
Anders Hein Pedersen fortsætter – Ingen af vores piger har nogensinde vundet noget før, men en kombination af, det de har lært, deres fantastiske vilje og det sammenhold der bare er blevet stærkere og stærkere gennem de seneste 7 måneder har gjort, at vi står her i dag ikke blot som rækkevindere, men med en gruppe piger, der har fået et minde for livet, en masse nye veninder og en tro på, at hvis man er villig til at lytte og arbejde hårdt for hinanden, så er der ikke det man ikke kan opnå.
Trænerteamet fortæller begejstret, hvor utroligt stolte de er over det pigerne har formået og glæder sig til nye udfordringer og oplevelser i den nye sæson, hvor teamet er udvidet, og to 11-mands hold er anmeldt til turnering, – det højest rangerede i Øst 2 – og også skal deltage i Verona Cup, der er en international fodboldturnering, som afvikles i flotte omgivelser omkring Verona og Gardasøen.
netavisen den 7. juli 23 kl. 10.25