Husum har været på en vellykket kort træningslejr i det nordjyske
Husum Boldklub har virkelig gjort noget ud af forberedelserne til forårssæsonen. I slutningen af sidste uge var førsteholdstruppen på træningslejr i det nordjyske, og holdleder Peter Thyrre Jensen har sendt denne rapport til netavisen, som vi med stor glæde bringer videre til læserne.
Peter skriver:
– Vi tog torsdag afsted på en forlænget trænings weekend i det nordjyske, nærmere betegnet til Vendsyssel idrætscenter i Vrå. Ved ankomsten fik spillerne en god frokost, inden det første træningspas stod for døren. Efter træning blev aftensmaden indtaget til fodbold i TV samt en fodbold quiz.
Fredagen bestod af to træningspas, hvor spillerne fik lov til at arbejde godt igennem, mens aftenens underholdning stod på 1. divisions fodbold imellem Vendsyssel og Hvidovre.
Lørdag morgen startede med en gåtur inden dagens kamp imod AaB fra Danmarksserien.
Kampen startede godt for begge sider med et spilovertag til Aab. Efter 9 minutter erobrer vi bolden på midtbanen og spiller den frem til Rasmus Rosenberg, der driver bolden på tværs af AaB’s felt, hvor han finder en fri Marius Persson, der sparker bolden sikkert op i hjørnet af målet uden chance for deres keeper. Et par minutter senere prøver AaB at filme sig til et straffe, som dommeren ikke hopper på, og deres spiller får en advarsel for dette.
I det 33 minut får AaB udlignet efter et hjørne, hvor bolden ikke bliver clearet ordentligt, og de straffer denne fejl med det samme. I de næste 10 minutter er der flere store chancer til begge hold, og vi skal frem til det 44. minut, hvor AaB scorer til 1-2 på en personlig fejl, som de straffer sikkert. Det var så stillingen ved pausen.
2 halvleg starter godt for begge hold, som spiller sig frem til flere store chancer i begge ender, men ingen af dem giver udbytte. Vi skal helt frem til det 83. minut, hvor en AaB spiller trækker på tværs af feltet og bliver fanget af en glidende tackling, som desværre rammer manden i stedet for bolden. Straffe til AaB som øger til 1-3. Lige før slutfløjtet header vi bolden tæt forbi stolpen, men der kom ikke flere mål, og AaB vinder fortjent 1-3. Kampen var præget af et godt spillende AaB hold samt nogle trætte ben hos os selv efter en masse træning.
Efter kampen fik spillerne en let frokost, inden den stod på en times spinning samt styrketræning. Herefter var der fri resten af dagen.
Søndagen blev brugt på superliga fodbold i Vejle imellem Vejle og OB inden turen gik hjem til Husum igen.
Vi siger tak til Peter – og nu er forventningerne til forårets kampe styrket yderligere.
netavisen mandag den 21. marts 22 kl. 10.50