Husum havde engang en virkelig pæn biograf, som desværre lukkede i 1989 på grund af for lidt opbakning

Som et apropos til vores artikel omkring Kondigrafens afløser Det Albanske Trossamfund i Danmark, synes vi i netavisen, at det ville være en naturlig ting endnu engang at bringe historien om den flotte biograf, Husum havde i sin tid. Vi har for en del år siden bragt artiklen, og vi ved, mange af både vil få tårer i øjnene og fryde sig over at læse om de gyldne minder. Da historien dengang var ret så omfattende, delte vi den op i to afsnit. Det gør vi også nu, så anden og sidste del vil man kunne læse i næste uge. 

Kolonihaveforbundet fik bevillingen til opførelsen af biografbygningen allerede i 1946. Byggeriet blev ellers udskudt flere gange, bl.a. fordi DSB havde planer om en undergrundsbane på stedet.

Grundstenen til Husum Bio blev nedlagt lørdag den 15. maj 1954 af landbrugsminister Smørum, justitsminister Hans Hækkerup, overborgmester H P Sørensen og formanden for Kolonihaveforbundet Gotfred Andersen. Biografbygningen skulle indeholde 42 lejligheder og 13 butikker. Arkitekten var Holger Pind, der til dato havde tegnet over 70 danske biografer. Hele byggeriet blev budgetteret til at koste 4 millioner kr., og heraf skulle de 1.4 millioner kr. bruges til biografen. Pind havde på det tidspunkt været rundt i Europa og gjort forstudier, ligesom han havde indhentet meget materiale fra USA, skrev Berlingske Tidende den 16. maj 1954.

                                                          husum-bio_23_241x215

Den 23. april 1955 åbnede Husum Bio. Den første helt nye biograf i København i 10 år. Fru landsretssagfører Edel Saunte klippede snoren over til publikumsfoyeren kl. 10:15, og der blev holdt en del taler af bl.a. Holger Pind til de 400 gæster. Der blev vist en film fra Filmmuseet “Filmens Kavalkade Gennem 50 år” med kommentarer af Gunnar Nu Hansen samt trailere fra MGM. Filmen varede i halvanden time. Om eftermiddagen kl. 16 åbnede biografen officielt, og om aftenen var der høj stemning til premieren på “Lucky Me” med Doris Day i CinemaScope og 4 spors stereofonisk magnetlyd.

Via store glasdøre trådte publikum ind i biografen’s rummelige foyer, der lå under biografsalen. I foyeren var der toiletter og slikkiosk. Af en bred trappe kom man op i biografrummet i velafstemte farver. Stolene var i rød velour, væggene var i glade kylling gule farver, og den nederste halvdel af væggene var bobingamahogni. Loftet var malet i en mørk rød-brun farve. Fortæppet var blåt med gule draperier i hver side. De dyreste pladser var midt i salen, fordi her var den bedste CinemaScope panorama effekt. Husum Bio var den første biograf i København, der var tegnet specielt til CinemaScope formatet.

Gennem 4 dobbelte døre var der adgang til det fri.

Personalet omfattede foruden ledelsen, en overkontrollør, tre operatører, tre kontrollører, tre billetdamer og 1en piccolo. På et tidspunkt var chefoperatøren Svend Jensen. Efter ombygningen i 1977 til tre biografer, var chefoperatøren Tage Jørgensen.

Dansk Kinematograf Fabrik stod for det meget moderne kinotekniske udstyr. To Bauer B12 maskiner blev installeret og som noget helt nyt Pespekta Sound. Forstærkere og højttalere var fra Klangfilm. Lærredet var 12 meter bredt.

I 1963 blev den 30 årige Frederik Sundram ansat som direktør. Han havde været regnskabschef i Palladium Films udlejning siden 1954. Han var født i Madras i Indien som søn af en dansk missionær. Fra at være en ligegyldig forstadsbiograf ændrer Sundram Husum bio til en af Københavnsk premierebiografer med en af byens bedste belægningsprocenter. I 1969 bliver han direktør for Palladium film, og han forlader Husum bio i 1971.

                                      husum-bio_11_241x215     Frederik Sundram

Ved årsskiftet 1967/68 bliver foyeren og operatørrummet oppudset for et 5-cifret beløb. Der lægges marmorfliser i foyeren. Den 9. maj 1968 købes der 62 nye Viscount stole. I september 1968 sælges 60 pæne velholdte træstole af meget stærk kvalitet.

Bredfilm kommer til Husum Bio midt i 60’erne i form af 2 Prevost maskiner. Den første 70mm film i Husum Bio var “The Fall of of the Roman Empire”. “My Fair Lady” overtages den 31. august 1966 efter 3 Falke Bio havde kørt den siden 2. juledag 1964. “El Cid” kører over 5 uger i foråret 1970 og kopien kommer dernæst til Imperial i Dalum. Brændevidder Todd-AO: 150mm ISCO type Super Kiptar og CinemaScope: 135mm ISCO type Super Kiptar.

Transfon ensretter type SK35S. Prevost 70mm maskinerne, med Bauer buelampe, havde serienumrene 7537 & 7538. De blev nedtaget i 1972 og den 13. november samme år blev der bestilt 2 Cinemeccanica Victoria 8 med hulkortsystem, og der blev installeret xenon (2500 Watt).

Da bevillingssystemet blev ophævet den 1. juli 1972 blev Husum bio og Triangel Teatret købt (01.10.72) af Palladium Film. Palladium Film køber også Platan (03.10.73) og Colosseum (01.01.74). En af Danmarks første biografkæder er hermed en realitet. I alt 4300 siddepladser blev det til. På dette tidspunkt var der 450 biografer i hele landet. Meningen var også at købe Metropol Teatret til overtagelse i 1980, da Oda Meyers bevilling ophørte. Der skulle indrettes flere intimbiografer og en restaurant i lokalet. Planerne blev som bekendt opgivet, og der er i dag en tøjforretning i biografen.

(fortsættes næste uge)